Kjærlighedens Komedie
| Avansert visning | Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||||||
|
| xml, pdf, epub, kindle | ||||||||||
| Om verket | ||||||||||||
| Les mer om verket | ||||||||||||
KOMEDIE I TRE AKTER
CHRISTIANIA
TRYKT HOS H. J. JENSEN
1862
1.utg: [2]
Scenen forestiller en smuk 
Have med uregelmæssige men smagfulde Anlæg; i Baggrunden sees
Fjorden og Øerne udover. Tilvenstre for Tilskuerne Hovedbygningen med en Veranda og ovenover denne et aabent Kvistvindu; tilhøjre i Forgrunden et aabent Lysthus med Bord og Bænke. Landskabet ligger i stærk Aftenbelysning. Det er tidligt paa Sommeren; Frugttræerne blomstrer.
Have med uregelmæssige men smagfulde Anlæg; i Baggrunden sees
Fjorden og Øerne udover. Tilvenstre for Tilskuerne Hovedbygningen med en Veranda og ovenover denne et aabent Kvistvindu; tilhøjre i Forgrunden et aabent Lysthus med Bord og Bænke. Landskabet ligger i stærk Aftenbelysning. Det er tidligt paa Sommeren; Frugttræerne blomstrer.Naar Tæppet gaar op sidder Fru Halm, Anna og Frøken Skjære paa Verandaen, de to Første med Haandarbejde, den Sidste med en Bog. I Lysthuset sees Falk, Lind, Guldstad og Styver; paa Bordet staar Punschmugge og Glasse. Svanhild sidder alene i Baggrunden ved Vandet.
Punschmugge og Glasse. Svanhild sidder alene i Baggrunden ved Vandet.
KOR AF HERRERNE
Lad den saa langs alle Bakker
o. s. v.
HERRERNE
Husk Moralen «Tiden rinder»
o. s. v.
FALK
Jeg vil leve, jeg vil synge,
Grinden op; lad Faar og Kviger
Hvem der tar den døde Rest!
HERRERNE
Jeg brakk Blomsten; lidt det siger,
o. s. v.
GULDSTAD
Aa, hvad gjør det, naar bare Visen klinger.
Men Svanhild, som saa ivrig var især –?
Da Falk begyndte, fik med Et hun Vinger;
Nu er hun borte.
FRØKEN SKJÆRE
Var mindre rig paa – saadan – Poesi,
Som ellers findes hist og her deri.
FALK
klinker med ham
STYVER
uforstyrret
Ja det gaar glatt; jeg husker det saa godt
Ifra mig selv.
FRØKEN SKJÆRE
Min Kjæreste? Gud ja!
STYVER
Aa kun saa smaatt.
FRU HALM
Jo, vi ved det!
STYVER
med et behageligt Erindringssmil
(vender sig til Falk)
Jeg gjorde Vers i Stilhed paa Kontoret.
STYVER
Nei, ved Bordet.
Det gik!
STYVER
Med andre Ord, saa var det Frøken Skjære,
For dengang var hun –
FALK
Ret og slet din Kjære.
STYVER
vedblivende
Det klang som Melodi til hvad jeg skrev; –
Til hende – hun –
Og Du, Du følte Dig ved Pulten større;
STYVER
Naturligvis.
FALK
Og aldrig mer Du digted?
STYVER
Nej, jeg har aldrig siden mærket Trang;
Og naar jeg prøver nu en enkelt Gang
Saa kommer Rim og Versemaal paatvers,
Og, – jeg forstaar ej, hvad det stikker i, –
Men det blir Jus og ikke Poesi.
GULDSTAD
klinker med ham
Og derfor er, min Sjæl, De lige god!
(til Falk)
Er bare til, for Dem at sætte over, –
Hvad Deres Vise angaar, ved jeg ej
Om den poetisk er i alle Ender;
Men, hvordan end De Visen snor og vender,
Den har en slet Moral, det siger jeg.
Hvad skal man kalde slig Økonomi:
At lade alskens Fugle æde Karten
Før den faar Tid til moden Frugt at bli;
Herinde saadan udpaa Sommerparten?
Jo, her blev vakkert næste Vaar, Fru Halm!
HIS: 56
FALK
reiser sig
Aa, næste, næste! Tanken er mig kvalm,
Som i det slappe Ord «det Næste» ligger, –
FRU HALM
Hvad har De da imod det pene Ord?
FALK
At det formørker os Guds fagre Jord.
«Vort næste Maaltid» og «vort næste Liv», –
Den er det, som gjør Glædens Søn til Tigger.
Den dræber Nydelsen af Øjeblikket;
Imod «den næste» Strand med Slæb og Slid; –
Men er Du fremme, – mon Du da tør hvile?
Nej, Du maa atter mod et «Næste» ile.
FRU HALM
Men fy, Herr Falk, hvor kan De tale saa!
ANNA
tankefuld
O, det han siger, kan jeg godt forstaa;
Der maa dog noget Sandt paa Bunden være.
HIS: 57
FRØKEN SKJÆRE
bekymret
Kom hid et Øjeblik!
STYVER
beskjæftiget med at rense sin Pibespids
Jeg kommer snart.
Ja, Et er mig dog idetmindste klart:
At De bør holde noget mer i Ære
Forsynligheden; – tænk Dem blot, ifald
De skrev et Digt idag og satte al
Den dyre Restbeholdning ind deri,
Som De paa Lager har af Poesi,
Naar De imorgen digtede det Næste, –
Da rangled Arm i Arm Kritik og jeg
Gemytligt frem jo paa den samme Vej.
(afbrydende og med Overgang)
Men sig mig, Lind, hvad gaar der dog af Dig?
Du sidder her den hele Tid saa sturen;
Studerer Du maaske Arkitekturen?
HIS: 58
FALK
Jo vist;
Som Du med slig Dybsindighed beskuer,
Hvad heller Dørens kunstigt skaarne Hængsler,
For Noget er det, som din Tanke fængsler.
LIND
med et straalende Udtryk
Nei, Du tar Feil; jeg sidder her og lever.
Berust i Nuet Intet mer jeg kræver.
Jeg har en Følelse, som om jeg stod
Tak for din Sang om Glædens Liv i Vaaren;
(hæver sit Glas og vexler et Blik med Anna, umærkeligt for de Øvrige)
En Skaal for Blomsten, der den dufter smukt,
(drikker tilbunds)
FALK
ser paa ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let Tone
Vil mine Damer høre; det var Nyt!
Igaar han gik med Salmebog i Lommen,
Man paastaar vel, at vi Poeter fødes;
Saa ubarmhjertigt, som en strasburgsk Gaas,
Med rimet Sludder og med metrisk Vaas,
Naar ud det vrænges, findes ganske fuldt
(til Lind)
HIS: 59
Men Tak forresten for din gode Mening; –
FRØKEN SKJÆRE
Ja De, Herr Falk, De er vel flittig nu?
I landlig Ro, – her mellem Blomstergrene,
Hvor De kan færdes for Dem selv alene – –
FRU HALM
smilende
Nej han er doven, saa det er en Gru.
FRØKEN SKJÆRE
Jeg havde tænkt, De, som Fru Halms Logerende,
Var bleven rigtig stærkt poetiserende.
(peger ud til Høire)
Det ligger for en Digter saa bekvemt, –
Der synes mig, De maatte blive stemt – –
Saa skal jeg digte om den lyse Himmel.
Saa skal jeg synge Livets Jubel ud.
Og helst, min Frøken, skaff mig blot en Brud,
Som er mig Alt, mit Lys, min Sol, min Gud.
Men han har hidtil vist sig døv, desværre.
HIS: 60
FRU HALM
Ja hæsligt sagt!
Aa, De maa ikke tro det var min Agt
Nej, midt i Lykkens vilde Jubeljagt
Som jeg paa den Vis maaske grundigst fik.
SVANHILD
har under det Foregaaende nærmet sig; hun staar nu tætt ved Falk og siger med et bestemt men lunefuldt Udtryk
Godt, jeg skal be’ for Dem om slig en Skjæbne;
FALK
har vendt sig overrasket
Aa, Frøken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De ogsaa, at jeg stole kan
Paa Deres Bøn, som noget rigtigt Virkende?
Med Himlen, ser De, maa man omgaaes lirkende.
Til mig at skille ved min Sjælero;
Se, det er Sagen.
SVANHILD
mellem Spøg og Alvor
Vent til Sorgen kommer
Og gulner Livets lyse, grønne Sommer, –
Vent til den nager vaagen og i Drømme,
HIS: 61
Saa kan om Styrken af min Tro De dømme.Hun gaar over til Damerne.
FRU HALM
dæmpet
Men vil I To da aldrig holde Fred?
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skjære blander sig i Samtalen. Svanhild staar kold og taus)
FALK
gaar efter en kort tankefuld Stilhed over til Lysthuset og siger hen for sig
Der lyste Vished ud af hendes Blikke.
Mon jeg skal tro, som hun det tror saa trygt,
At Himlen vil –
GULDSTAD
Nej ser De, gode Hode, – hvad der fordres,
Ligg ikke her og glo i Løvet op
Den lange Dag; hugg Ved om ikke Andet.
Det maatte ogsaa være rent forbandet,
Om ikke inden fjorten Dage De
For Deres gale Nykker da var fri.
FALK
Hvad var vel visest her at vælge først.
FRU HALM
ser paa sit Uhr
Det er paa Tiden vi kan vente Præsten.
(rejser sig og rydder op paa Altanen)
FALK
Hvad? Skal her komme Præster?
FRØKEN SKJÆRE
Gud, ja vist!
FRU HALM
Det var jo det, som jeg fortalte sidst – –
ANNA
Nej Moer, Herr Falk var ikke da tilstede.
FRU HALM
Naa, det er sandt. Men bliv dog ej saa trist;
Tro mig, af det Besøg De høster Glæde.
FRU HALM
Aa Herregud, det er jo Præsten Straamand.
FALK
Ja saa. Jeg tror, at jeg har hørt hans Navn,
Og læst, at han skal ind og gjøre Gavn,
Som Storthingsmand, paa Politikens Marker.
HIS: 63
STYVER
Ja han er Taler.
FRØKEN SKJÆRE
Nu kommer han med Frue –
For siden faar han begge Hænder fulde
Jo, jeg forstaar.
FRU HALM
Det er en Mand, Herr Falk!
FRØKEN SKJÆRE
fornærmet
Har jeg hørt tale dog med stor Respekt, –
Og det af Folk, hvis Ord har megen Vægt –
GULDSTAD
leende
Roman?
HIS: 64
FALK
De spænder min Nysgjærrighed gigantisk.
FRØKEN SKJÆRE
vedblivende
Men Gudbevars, der gives altid Visse,
Som af det Rørende sig lader hidse
Der var saa lav, saa ryggesløs, saa ussel,
At kriticere selve William Russell.
FRØKEN SKJÆRE
rørt til stille Taarer
Nej Falk, – et Menneske, paa Hjerte rigt.
Men naar en død, en ganske livløs Ting,
Kan foraarsage slige Ondskabssting
Og vække fæle Lidenskabers Mængde
Af slig en Dybde –
FRØKEN SKJÆRE
Saa vil, med Deres skarpe Blik, De snart
Begribe at –
Ja, det er ganske klart.
Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,
Det er Romanens Indhold og dens Art.
Jeg kan nok ane, det er noget Nydeligt;
Men hvis det lod sig sige i en Fart –
FRØKEN SKJÆRE
Nej, jeg erindrer Mere;
Jeg kan fortælle –
FRU HALM
Det kan ogsaa jeg!
FRØKEN SKJÆRE
Forstod sig paa Kritik og nye Moder –
FRØKEN SKJÆRE
Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte, –
FRU HALM
Og husk, hvor pent Historier han fortalte.
FRØKEN SKJÆRE
Ja giv dog Tid; jeg kan det paa en Prikk.
Han skrev og komponerte selv Musik
Aa Gud, hvor sødt han sang dem til Guitaren!
HIS: 66
FRU HALM
Ja det er vist, at han var genial!
GULDSTAD
dæmpet
Hm, Somme mente nu, at han var gal.
FALK
Men hvem var Maren?
FRØKEN SKJÆRE
Maren? Det var Hende, –
FRØKEN SKJÆRE
Sligt hører til den trivielle Side.
FALK
Et Kompagni?
HIS: 67
FRØKEN SKJÆRE
vedblivende
Der meldtes Friere af første Sort –
FRØKEN SKJÆRE
Men Maren værged kjækt om Kvindens Ret.
FRU HALM
Ja vil De tænke Dem den Romantiken!
FRØKEN SKJÆRE
Og læg saa til en gammel grusom Far,
Som bare gik omkring og skilte Hjerter, –
Jeg tror der ogsaa en Formynder var,
For endnu mer at øge deres Smerter.
Men hun blev ham og han blev hende tro;
Et snehvidt Faar, som kunde nære To –
HIS: 68
FRØKEN SKJÆRE
Kort sagt, som de for mig saa tidt erklærte,
En Bækk, en Hytte og hinandens Hjerte.
FALK
Ak ja! Og saa –?
FRØKEN SKJÆRE
Saa brød hun med sin Slægt.
FALK
Hun brød –?
FRU HALM
Hun brød med den.
FALK
Se, det var kjækt.
FALK
Hun flytted op! Foruden – saadan – Vielse?
FRØKEN SKJÆRE
Aa fy!
STYVER
til Frøkenen
Ja, din Fortielse
Af Faktum er det, som forvolder Tvisten.
I Referater har det megen Vægt
HIS: 69
At ordne kronologisk og korrekt.Men jeg kan aldrig faa det i mit Hode,
FRØKEN SKJÆRE
til Styver
Aa, Du skal vel betænke Et, min Gode:
Man trænger ej, hvor Kjærligheden troner;
(til Falk)
Han elsked hende til Guitarens Toner,
FRU HALM
Og saa, forstaar sig, tog de paa Kredit –
FRØKEN SKJÆRE
Og i et Brev, jeg siden saa, han svor paa,
Han leved blot for Pligten og for hende.
FRU HALM
reiser sig
Ja nu jeg tror vi gaar i Haven ned;
Vi maa jo se, om vi dem har ivente.
FRU HALM
Kom saa med!
Svanhild gaar ind i Huset; de Andre, undtagen Falk, gaar mod Baggrunden og ud tilvenstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer tilbage.
LIND
Min Ven!
FALK
Iligemaade!
LIND
Haanden hid!
Jeg er saa glad; – jeg tror mit Bryst maa sprænges,
Ifald jeg ikke faar fortalt –
FALK
Giv Tid; –
Du skal forhøres først, saa dømmes, hænges.
Hvad er nu det for Adfærd? Lægge Skjul
For mig, din Ven, paa Skatten, Du har fundet, –
For tilstaa kun, Formodningen er grundet:
HIS: 71
LIND
LIND
Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tænk –!
FALK
hurtigt
Forlovet!
LIND
Ja!
Jeg sagde, – aa, Sligt lar sig ikke sige;
Men tænk Dig, – hun, den unge smukke Pige,
Blev ganske blussende, – slet ikke vred!
Hun hørte paa mig, – og jeg tror hun græd;
Det er jo gode Tegn?
FALK
Ja vist; bliv ved.
LIND
Og, ikke sandt, – da er vi jo forlovet?
LIND
O nej, jeg ved, jeg føler det saa trygt;
Jeg er saa klar, saa sikker, uden Frygt.
HIS: 72
(straalende og hemmelighedsfuldt)
Hør, jeg fik Lov at holde hendes Haand,
LIND
ligesaa
At jeg vil elske hende til min Død,
Saa varmt som nu, – ja, for hun er saa sød!
LIND
leende
Og Du, som trode, at det var din Sang –!
Tro ellers ikke, Falk, at Theologen
Er fra min Lykkes Time dreven ud.
Der er den Forskjel kun, at ikke Bogen
Jeg føler mig i Hjertet mere god,
Jeg elsker Straaet, Krybet for min Fod;
Det er jo ogsaa Del i Lykken givet.
HIS: 73
FALK
Men sig mig nu –
LIND
Nu har jeg sagt det Hele, –
Min rige Gaade, som vi Tre vil dele.
LIND
Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne Stund
Jeg lever i det vaarlige Sekund.
Jeg vender Øjet mod min Lykke hjemad;
Der holder Skjæbnens Tømmer jeg og hun.
Ej Du, ej Guldstad, – ja, ej selv Fru Halm
Tør sige til min friske Livsblomst: «Falm!»
FALK
Ret saa, min Broder, Dig har Lykken Brug for!
LIND
Mit Livsmod brænder lig en vilter Sang;
Jeg kjender mig saa stærk; laa der et Slug for
Min Fod, – hvor gabende, – jeg over sprang!
FALK
Saa faar den alt imorgen til at flyve;
Jeg lover for, Du trænger ingen Pels –
LIND
Kvartetten! Pyt, – lad den alene klyve!
For mig er Højfjeldsluft i Dalens Bund;
Her har jeg Blomstersne og Fjordens Vidder,
FALK
(med et Blik mod Huset)
Hys, – Svanhild –
LIND
trykker hans Haand
Hvad der er mellem Dig og mig og Hende.
I Hjertet, – dybt og varmt, som jeg Dig gav den.
Han gaar ud i Baggrunden til de Andre.
Tørklæde paa Armen og vil gaa mod Baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.
HIS: 75
Falk ser et Øjeblik efter ham og gaar et Par Gange op og ned i Haven, under synlig Bestræbelse for at bekjæmpe det Oprør, han er i. Lidt efter kommer Svanhild ud fra Huset med et Tørklæde paa Armen og vil gaa mod Baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.Ja der er Trækket;
Det er der.
SVANHILD
Hvad? De gjør mig halvt forskrækket.
FALK
De heder Svanhild?
FALK
Men ved De, Frøken, at det Navn er latterligt?
Gjør mig til Vilje; kast det bort ikveld!
FALK
ler
Hm, «Svanhild» – «Svanhild» – –
(pludselig alvorlig)
Hvorfor fik De sligt
HIS: 76
SVANHILD
Er det da stygt?
FALK
Nej, dejligt som et Digt,
Men altfor stort og stærkt og strængt for Tiden.
Den Tanke, Navnet «Svanhild» i sig fatter?
SVANHILD
Men Sligt er jo forbudt i vor Tids Lov.
Nej højt i Sadlen! I min stille Tanke
Jeg drømte tidt mig baaren paa dens Rygg,
Mens Vinden slog som Frihedsflag dens Manke!
FALK
Ja det er gammelt. I den «stille Tanke»,
Der ændser Ingen af os Grind og Skranke,
I Gjerning holder vi os smukt til Jorden, –
Jo, peg paa Maalet, og jeg sætter over!
Men da maa Maalet være Springet værd.
Hvis ikke, blir man hvor man er, i Landet.
FALK
spottende
Naa, jeg forstaar Dem; det er Tidens Fejl.
SVANHILD
varm
Ja netop Tidens! Hvorfor sætte Sejl,
Naar ingen Luftning stryger over Fjorden?
FALK
ironisk
Og jager fremad, baaren højt i Sadlen?
Slig Færd for Færdens Skyld tilhører Adlen,
Saa var nok Meningen?
SVANHILD
Ja, ganske sandt,
Hvor det er goldt og blomsterløst iaar.
Ifjor De skulde seet, hvor det stod kjækt
Med Kronen krøget under Frugtens Vægt.
FALK
noget uvis
Det vil jeg tro; – men hvad er deraf Læren?
FALK
Jeg vidste nok, De fandt det rette Spor igjen
I Romantiken – agter i Historien.
SVANHILD
Ja – vor Tids Dyd er af en anden Slags.
Hvem ruster sig for Sandhed nutildags?
Hvem er Personens Indsats vel tillags?
Hvor findes Helten?
Valkyrien savnes ej i dette Land!
Nej, paa Papiret var De varm som Taler, –
Pause. Falk synes at ville svare, men holder inde og gaar opover i Haven.
SVANHILD
med tankefuld Deltagelse
De er som to Naturer, –
To uforligte – –
FALK
Ja det ved jeg vel.
SVANHILD
hæftigt
Men Grunden!
FALK
med Udbrud
Grunden? Jo, fordi jeg hader
Som Godtfolks Kjærlighed i alle Gader, –
At gaa omkring med blottet Hjertevarme,
De var den Eneste, – De, Svanhild, De –
Saa tænkte jeg, – naa den Ting er forbi –
(vender sig efter hende, idet hun gaar over mod Lysthuset og ser ud)
De lytter –?
SVANHILD
Til en anden Røst, som taler.
Hys! Hører De? Hver Kveld, naar Solen daler,
Se der, – der kom den frem af Løvets Skjul – –
Ved De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
Som her paa Jord blev nægtet Sangens Gave,
Hun fik af Gud en liden Fugl til Ven –
For En kun skabt og for den Enes Have.
Da gjælder det, at Fugl og Ejer mødes,
Skal ej dens Sang i fremmed Have ødes.
SVANHILD
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej Ordets Magt, ej Sangerstemme; –
Men kviddrer Fuglen i sit grønne Gjemme,
Det er som Digte daled i mit Sind – –
(Falk kaster Stenen med Hæftighed; Svanhild udstøder et Skrig)
O Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud til Højre og kommer snart ind igjen)
O det var syndigt, syndigt!
FALK
i lidenskabeligt Oprør
Og ingen Gave mer fra Sangens Land.
Se, det er Hævnen over Deres Værk!
SVANHILD
Mit Værk?
FALK
Ja Deres! Indtil denne Time
Slog i mit Bryst en Sangfugl kjækk og stærk.
De har den dræbt!
SVANHILD
Har jeg!
HIS: 81
FALK
Ja, da De slog
Min unge, glade Sejerstro til Jorden –
(foragteligt)
Da De forloved Dem!
SVANHILD
Men sig mig dog –!
Han tar Examen, faar sig strax en Stilling, –
Og arver nok en ganske vakker Skilling, –
Ja, for det er vel Lind De mener?
FALK
Bedst
Maa De vel vide –
SVANHILD
med et dæmpet Smil
Ja, som Brudens Søster
Bør jeg jo –
FALK
Gud! Det er ej Dem – –!
FALK
med næsten barnlig Glæde
Det er ej Dem! O, priset være Gud!
O, han er god og kjærlig dog, Vorherre!
Jeg faar ej se Dem som en Andens Brud; –
Det var kun Smertens Lys han vilde tænde – –
HIS: 82
(vil gribe hendes Haand)
O hør mig, Svanhild, – hør mig –
SVANHILD
peger raskt mod Baggrunden
Se derhenne!
Hun gaar henimod Huset. Fra Baggrunden kommer i det Samme Fru Halm, Anna, Frøken Skjære, Guldstad, Styver og Lind. Under det foregaaende Optrin er Solen gaaet ned; Landskabet ligger i Tusmørke.
FRU HALM
til Svanhild
Nu har vi Præstens lige paa Minuttet.
Hvor blev Du af?
SVANHILD
Lidt Ondt i Hodet; det gaar over snart.
FRU HALM
Hold Theen færdig; rydd saa op i Stuen;
Pent maa her være, for jeg kjender Fruen.
Svanhild gaar ind i Huset.
STYVER
til Falk
Ved Du Besked om Præstens Politik?
FALK
Det muligt hjalp.
STYVER
Ja gid, – for, tro Du mig,
Det kniber for os nu, vi Bo skal sætte;
De Elskovssorger, de er ikke lette.
STYVER
Er Elskov en Gallej?
Du kjender ej den Kapital, som bor
I Kvindens Tanker og i Kvindens Ord.
De fjerner sig i Samtale.
HIS: 84
LIND
dæmpet til Falk, idet han nærmer sig med Anna
Jeg kan ej dy mig længer; i en Fart
Jeg forestille maa –
FALK
Du burde tie,
Og ingen Uvedkommende indvie
I det, som eders er –
LIND
Naa, det var rart; –
For Dig, min Medlogerende i Huset,
Jeg skulde holdt min unge Lykke skjult!
FALK
Nu vil Du gjøre Dig dit Hode kruset?
Ja, kjære bedste Ven, hvis det er Meningen,
LIND
Det har jeg ogsaa tænkt af flere Grunde,
Og deriblandt er en især af Vægt;
Sætt for Exempel, at her findes kunde
Som Frieri; det var dog ubehageligt.
Ja det er sandt; jeg havde ganske glemt,
Du var til noget Højere bestemt.
Sent eller tidligt skal der avanceres;
Men det er selv mod Skikk og Vedtægt stridigt,
HIS: 85
LIND
Ja dersom ej Grossereren –
FALK
Hvad han?
ANNA
undselig
Aa det er Noget, Lind kun ind sig bilder.
LIND
Sig ikke det; det aner mig han skiller
Mig ved min Lykke, naar og hvor han kan.
Den Fyr er jo en daglig Gjæst herude,
Kort sagt, min Elskte, der er tusind Ting,
ANNA
med et Suk
O det var Synd; her var saa godt idag.
FALK
deltagende til Lind
ANNA
Gud! Frøken Skjære ser paa os; ti stille!
Hun og Lind fjerner sig til forskjellige Kanter.
FALK
ser efter Lind
Der gaar han til sin Ungdoms Nederlag.
1.utg: 36
HIS: 86
GULDSTAD
som imidlertid har staaet ved Trappen i Samtale med Fru Halm og Frøken Skjære, nærmer sig og slaar ham paa Skuldren
Naa, staar man her og grunder paa et Digt?
FALK
Nej, paa et Drama.
FALK
Nej dette her er ogsaa af en Anden,
En Ven af mig, ja af os Beggeto; –
En fejende Forfatter kan De tro.
Tænk Dem, fra Middagstider og til Kveld
FALK
De ved da vel
At Tæppet falder først – med Ham og Hende.
Bagefter kommer nok Forfattersvien,
Naar Nummer To, Forlovelsens Komedie,
Skal digtes gjennem lange Akter fem,
Og Stoffets Traad skal spindes ud af dem
Til Ægteskabets Drama, som det Tredje.
GULDSTAD
smilende
Man skulde tro Forfatterlyst var smitsom.
HIS: 87
FALK
Saa? Hvorfor det?
GULDSTAD
Jeg mener forsaavidtsom
Jeg ogsaa gaar og grunder paa en Digtning, –
(hemmelighedsfuldt)
GULDSTAD
Det siger jeg imorgen, – ikke før.
FALK
Det er Dem selv!
FALK
En bedre Helt var sikkert ikke mulig.
Men nu Heltinden? Hun skal sagtens hentes
GULDSTAD
truer med Fingeren
(slaar over i en anden Tone)
Sig mig, hvad synes De om Frøken Halm?
FALK
Aa hende kjender De vist meget bedre;
Min Dom kan hverken skjæmme eller hædre. –
(smilende)
HIS: 88
Men vogt Dem bare, at det ej gaar galtMed dette «Digt», hvorom De har fortalt.
FALK
Det er et Ord?
GULDSTAD
De er jo Mand af Faget;
Det var jo dumt, om Deres Hjælp blev vraget
(gaar op mod Baggrunden)
Du havde Rett; Grossereren gaar om
Med Morderplaner mod din unge Lykke.
(fjerner sig)
LIND
dæmpet til Anna
Der kan Du se, at ej min Frygt var tom;
Vi maa paa Timen ud med Sproget rykke.
GULDSTAD
i Samtale med Styver
Et dejligt Vejr ikveld.
GULDSTAD
spøgende
Er der galt paafærde
Med Deres Kjærlighed?
STYVER
Ej just med den –
STYVER
Det kunde være.
STYVER
stødt
Jeg skjønner ej, hvad Poesien har
Med mig og min Forlovelse at gjøre.
GULDSTAD
til Styver
Men er det noget, som kan rettes paa,
Saa ud med det.
Ja jeg har hele Dagen
Men kan ej frem til Konklusjonen naa.
HIS: 90
FALK
Jeg hjælper Dig og skal mig fatte kort:
Alt fra Du op til Kjæreste var rykket,
Saa har Du følt Dig, saa at sige, trykket –
STYVER
Ja det til sine Tider endog haardt.
FALK
vedblivende
Som Du gav Fanden, hvis det blot gik an;
Se det er Tingen.
STYVER
(henvendt til Guldstad)
Men mere kommer til i næste Maaned;
Naar man sig gifter, faar man jo en Kone –
FALK
glad
Nu er paany din Ungdomshimmel blaanet;
Det var en Gjenklang af din Fortids Tone!
Saa skal det være; jeg forstod det strax;
FALK
Men er Du gal!
Hvad er din Mening da? Saa tal dog, – tal!
FALK
Et Laan!
FRØKEN SKJÆRE
der imidlertid har staaet hos Fru Halm, Lind og Anna
Aa nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!
HIS: 92
FALK
slaar overgivent Armen om hans Nakke
Hurra; Trompetens Lyd forkynder sødt,
(drager ham med sig til de Andre)
FRØKEN SKJÆRE
overvældet, til Herrerne
Tænk, Lind og Anna, – tænk Dem, han har faat hende!
Nu er de Kjærester!
Det er den Ottende,
Som gaar forsørget ud fra dette Hus; –
(rettet mod Falk)
(angribes for stærkt og holder Tørklædet for Øjnene)
FRØKEN SKJÆRE
til Anna
Naa her vil komme nok af Gratulerende!
(kjæler for hende og er bevæget)
LIND
griber Falks Hænder
Min Ven, jeg gaar som i en salig Rus!
FALK
Hys; – som forlovet Mand Du Medlem er
(vender sig til Guldstad med et Anstrøg af ondskabsfuld Deltagelse)
Naa, Herr Grosserer!
GULDSTAD
Hvad mener De, Højstærede?
FALK
Jeg mener blot, at eftersom De nærede
Forhaabning for Dem selv –
GULDSTAD
Saa? Gjorde jeg?
FALK
Ja idetmindste var De nær paa Vej;
De nævnte Frøken Halm; her stod De jo
Og spurgte –
GULDSTAD
smilende
Ja, – men er der ikke To?
FALK
Det er – den Anden, Søsteren, De mener!
GULDSTAD
Ja, Søsteren, den Anden, – netop hende.
Lær denne Søster nærmere at kjende,
Og døm saa selv, om ikke hun fortjener
At lægges Mærke til en Smule mer,
End her i Huset nu for Tiden sker.
HIS: 94
FALK
koldt
Hun har vist alle gode Egenskaber.
GULDSTAD
Men hvis Fru Halm blot tar
En Vinter til det, vædder jeg hun viger
For ingen Anden.
FALK
Nej, den Ting er klar.
GULDSTAD
leende
Ja, det er mærkeligt med unge Piger!
GULDSTAD
Og naar saa Foraarsvarmen bryder frem –
HIS: 95
FALK
Saa skyder op smaabitte grønne Damer!
Hvor klogt jeg gjorde; over al Forstand –
Jeg føler mig saa lykkelig og sikker!
LIND
ubehageligt berørt
Sligt drøftes nødigt med en Tredjemand.
FALK
Du tog forresten Fejl af ham, –
LIND
Ja saa?
FALK
Det var ej Anna, som han tænkte paa.
LIND
Hvad! Var det Svanhild?
LIND
Hvad mener Du?
FALK
Sig, har Du læst idag
Avisen?
LIND
Nej.
FALK
Jeg skal Dig Bladet skikke;
Der staar om En, som fik, paa Skjæbnens Bud,
Fordi en Kjending af ham led af Tandværk.
FRU HALM
Vil De se hvor mandstærk!
STYVER
Fem, sex, syv, otte Børn –
FRØKEN SKJÆRE
Uf, Sligt maa næsten kaldes uanstændigt!
HIS: 97
HU: 173
Man har imidlertid hørt en Vogn standse udenfor til Venstre. Præsten, hans Kone og otte Smaapiger, alle i Rejsetøj, kommer ind En for En.
FRU HALM
iler de Kommende imøde
Velkommen, hjerteligt velkommen!
STRAAMAND
Takk!
FRU STRAAMAND
med landlig Forlegenhed
Her er vist Gjæstebud –
FRU HALM
Aa, hvilken Snakk!
FRU STRAAMAND
For gjør vi Bryderi –
FRU HALM
Nej ingenlunde;
Min Datter Anna blev forlovet just.
Saa lad mig vidne; – Elskov, – Kjærligheden –
Fortære kan, – hvis der er Noget ved den.
FRU HALM
Men hvor det dog var snildt, De tog de Smaa
Herind til Byen med Dem.
HIS: 98
FRU HALM
Ja saa.
FRØKEN SKJÆRE
til Fru Halm, idet hun tager Farvel
Nu jeg Dem forlader.
FRU HALM
Aa, hvorfor vil De alt saa tidligt gaa?
FRØKEN SKJÆRE
Jeg maa til Byen og fortælle Nyheden;
Jo, Tanterne blir glade, kan De tro.
Min søde Anna, skill Dig nu ved Blyheden; –
Vil strømme over Dig fra alle Kanter!
Godaften da!
(til de Øvrige)
De har vel ej imod
En Draabe The? Fru Straamand, vær saa god!
HIS: 99
FRØKEN SKJÆRE
idet hun tager sin Kjærestes Arm
Nej, men Du ser jo ikke!
De gaar ud til Venstre. Falk, der under det Foregaaende ufravendt har betragtet Straamand og hans Kone blir alene tilbage i Haven. Det er nu fuldkommen Aften; inde i Huset er tændt Lys.
FALK
Slig gaar man gjennem Verden, To og To;
En Skogbrand levned paa den øde Mo; –
Saa langt, som Synet rækker, er kun Tørke, –
O, bringer Ingen Livets friske Grønt!
(Svanhild kommer ud paa Altanen med et blomstrende Rosentræ, som hun sætter paa Rækværket)
SVANHILD
Falk! Staar De her i Mørke?
FALK
Og er ei rædd? Nej, Mørket er just skjønt.
Hvor Lampen lyser paa de gustne Lig –
HIS: 100
SVANHILD
O fy!
FALK
Han stred med Verden om en elsket Kvinde,
Hans Kjærlighed slog ud i glade Sange –!
Og Fruentimret med det skidne Skjørt,
Ham ind til Samfundsliv med Skjønhedssjælene.
Hvad er igjen af Flammen? Neppe Røgen!
SVANHILD
ryster paa Hovedet
Da, tro De mig, vort Forbunds Sag var tabt,
Saa vist, som det, vi træder paa, er Jorden.
FALK
Nej, der er Sejr, hvor To gaar frem i Enighed.
Vi vil ej sogne mer til Platheds Kirke,
HIS: 101
Som Led af Trivialitetens Menighed!Er dog at staa selvstændig, sand og fri.
Det svigter ikke jeg og ikke De.
Et Sjæleliv i Deres Aarer banker,
De ejer varme Ord for stærke Tanker,
Om Deres Hjerte, frit maa det pulsere;
De fik ej Stemme til at sekundere
I Fælleskoret efter Vedtægts Takt.
SVANHILD
Og tror De ikke Smerten mangengang
Mit Syn har mørknet og gjort Barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne Veje – –
FALK
Ja i den stille Tanke?
Nej, i Daad.
De skulde Sagen drøfte, granske, veje – –
(nærmere)
FALK
Og saa?
SVANHILD
Men Frihedstrangen lod sig ikke binde;
Bag Stafeliet søgte den Theatret –
HIS: 102
FALK
FALK
Men dette her har Ingen før mig sagt!
SVANHILD
Naturligvis; de tog sig vel iagt.
(med et Smil)
Hvis unge Herrer fik den Sag at vide.
FALK
ser en Stund paa hende med tankefuld Deltagelse
Jeg ante længst, at Deres Lod blev slig. –
Hvor Theen dufted, – Passiaren surred,
Mens Frøkner rødmed og mens Herrer kurred,
Og da saa Sladderen tilslutt var steget
De var en Mynt ifra et fremmed Rige,
HIS: 103
Blev her beregnet efter anden Kurs,
Da – just som Frøken Skjære havde Ordet –
SVANHILD
med et alvorligt Anstrøg
Mens Kjæresten stod bag, som Ridder bold,
Og bar sin Hatt paa Armen lig et Skjold –
FALK
Da nikked Deres Moder over Bordet:
«Drikk, Svanhild, førend Theen bliver kold.»
Som den blev nydt af Unge og af Gamle.
Men Navnet tog mig i det samme Nu;
Med sine faldne Ætters lange Række,
Mig tyktes ind i vor Tid sig at strække;
Jeg saa i Dem en Svanhild Nummer To,
I andre Former, efter Tiden lempet.
SVANHILD
med let Ironi
Jeg tænkte mindst at slige Fantasier,
Saa blodige, fik Liv i Thevandsdunst;
At høre Aanders Røst, hvor Aanden tier.
HIS: 104
FALK
bevæget
Der glittrer Taarer, – o, jeg ser det godt.
Vorherres Gjerning Verden plagierer,
Den skaber Dem paany – i eget Billed;
Den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.
Bestraalt af Lys fra Lampen og fra Kronen
Hun passer dejligt til Dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes Haand)
Vær min i Herrens vaarlige Natur;
Der trives Damen, men der sygner Kvinden,
Og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad Andre faa Dem i det nye Hjem;
Men her, her sprang min første Livsvaar ud, –
Her skjød mit Sangertræ de første Skud,
Jeg ved det, Svanhild, – her, her blir jeg Digter!
SVANHILD
blidt bebrejdende idet hun trækker Haanden til sig
O hvorfor siger De mig dette nu?
Det var saa smukt, naar vi i Frihed mødtes.
HIS: 105
De skulde tiet; – skal da Lykken støttesAf Løftets Ord, for ej at gaa itu!
Nu har De talt og nu er Alt forbi.
Nej, jeg har pegt paa Maalet, sætt nu over,
Vær kjækk; vis De har Mod at være fri!
SVANHILD
At være fri?
FALK
Ja, det er netop Frihed,
Og De, det ved jeg, blev af Himlen viet
Mod Vinden stige, skal jeg Højden naa;
De er den Luftning, jeg kan vugges paa;
Ved Dem faar først min Vinge Bærekræfter.
Vær min, vær min, til De blir Verdens Eje, –
Syng Deres Sjælerigdom i mig ind,
Og jeg skal give Digt for Digt tilbage;
Saa kan De ældes under Lampeskin,
Som Træet gulner, uden Kval og Klage.
SVANHILD
med undertrykt Bitterhed
Jeg kan ej takke for den gode Vilje,
Skjønt klart den viser Deres Hjertelag.
Der skjæres kan til Fløjte for en Dag.
HIS: 106
FALK
Ja det er bedre end i Myren staa,
Til Høsten kvæler den med Taager graa.
(heftigt)
De maa! De skal! Ja, det er Deres Pligt
At skjænke mig, hvad Gud Dem gav saa rigt.
Hvad De kun drømmer, gror i mig til Digt!
Mit Liv skal give Digt for Sang igjen!
SVANHILD
Og naar De kan mig, og naar jeg er tom,
Og sunget har min sidste Sang fra Grenen, –
Hvad saa?
FALK
ler haanligt
(med Styrke)
Jeg har Dem Maalet vist; giv nu et Svar, der
For evigt strækker til.
Svanhild har i Taushed vendt sig fra ham. Hun støtter Hænderne mod Altanens Rækværk og hviler Hovedet paa dem.
FALK
gaar nogle Gange frem og tilbage, tar en Cigar op, standser nær ved hende og siger efter en Pause
De finder vist, at det er meget latterligt,
Hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente paa Svar. Svanhild tier)
Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun føle søsterligt og datterligt; –
Slig vil vi To hinanden bedst forstaa. – –
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig staaende, vender han sig og gaar over til Højre)
SVANHILD
løfter Hovedet efter en kort Taushed, ser fast paa ham og nærmer sig
Nu vil jeg sige Dem et Alvorsord
Til Takk for Frelsens Haand, De vilde rakt mig.
De brugte før et Billed, som har vakt mig
Til klar Forstand paa Deres «Flugt fra Jord».
Mod Vinden, dersom den skal Højden naa;
HIS: 108
Foruden mig var magtløs Deres Evne. –Hvor jammerligt! Hvor smaat i Et og Alt, –
Ja latterligt, som selv tilslutt De aned!
I frugtbar Jordbund Lignelsen dog faldt;
Der ej, som Deres, hinker lamm og halt.
Som Digterdrage, dannet af Papir,
Som slaar i Vejr og Vind, men Ingen rammer;
Den lange Hale var et Tidens Digt,
Der skulde synes Slægtens Fejl at pidske,
Men som kun drev det til saa smaat at hviske
Om Et og Andet, der har brudt sin Pligt.
Slig laa De magtesløs for mig og bad:
«Aa sætt mig op i Vester eller Øster!
Aa lad tilvejrs mig gaa med mine Kvad,
Selv om det koster Skjænd af Mor og Søster!»
FALK
knytter Hænderne i stærk indre Bevægelse
Ved Gud i Himmelen –!
Nej, tro mit Ord,
Til slig en Børneleg er jeg for stor;
Men De, som fødtes til en Aandens Daad, –
De nøjes med en Flugt mod Skyens Kyster
Som jeg kan slippe naar og hvor jeg lyster!
HIS: 109
FALK
raskt
SVANHILD
mildere
Se, det er smukt;
Lad denne Dag en Mærkedag Dem være;
Lad Farten gaa for egne Vingers Flugt,
Saa faar det enten briste eller bære.
Papirets Digtning hører Pulten til,
Og kun den levende er Livets Eje,
Kun den har Færdselsrett paa Højdens Veje;
Men vælg nu mellem begge den De vil.
(nærmere ved ham)
Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:
Jeg sunget har min sidste Sang fra Grenen;
Det var min eneste, nu er jeg tomm, –
Hvis nu De lyster, kan De kaste Stenen!
ude paa Vandet skimtes en Baad, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:
HU: 182
Hun gaar ind i Huset; Falk blir ubevægelig staaende og ser efter hende; langt ude paa Vandet skimtes en Baad, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:
KOR
Men saa er det dog dejligt at fare!
FALK
adspredt, farer op af sine Tanker
Den øver Jublen ind; se det er rett!
HIS: 110
(til Guldstad, som kommer ud med en Støvfrakke paa Armen)
Naa, Herr Grosserer, – lister man sig væk?
Ja. Lad mig bare først faa paa mig Frakken;
Vi Upoeter taaler ikke Trækk,
Hos os slaar Aftenluften sig paa Nakken.
Godnatt!
GULDSTAD
med ironisk Eftertryk
Naa, gaa De løs paa Livet,
Saa skal De se, det gaar paa Livet løs.
FALK
ser tankefuld paa ham og siger langsomt
Der er i kort Begreb Programmet givet.
(udbryder livligt)
Nu er jeg vaagnet af den tomme Døs,
GULDSTAD
Fy,
Band ikke; Sligt gjør ej en Flue sky.
FALK
Nej, ikke Ord, men Gjerning, bare Gjerning!
HIS: 111
Min Verdensbyggning ligger endnu tom, –Imorgen, Søndag – hej, da vil jeg skabe!
Ja, lad mig se, at De med Kraft tar fatt;
Men gaa nu ind og lægg Dem først, Godnatt!
(gaar ud til Venstre. Svanhild sees i Værelset over Verandaen, hun lukker Vinduet og ruller Gardinet ned)
Nej nu til Daad; forlænge har jeg sovet.
(ser op til Svanhilds Vindu og udbryder som greben af en stærk Besluttning)
Godnatt! Godnatt! Drøm sødt i denne Natt;
Imorgen, Svanhild, er vi To forlovet.
(gaar raskt ud til Højre; fra Vandet lyder atter)
Baaden glider langsomt vidre idet Tæppet falder.
HIS: 112
Søndags Eftermiddag. Pyntede Damer og Herrer drikker Kaffe paa Altanen. Gjennem de aabne Glasdøre sees flere af Gjæsterne inde i Havestuen; derfra høres følgende:
Altanen. Gjennem de aabne Glasdøre sees flere af Gjæsterne inde i Havestuen; derfra høres følgende:
KOR
Nu kan I elske for aabne Døre,
Nu kan I favnes den lange Dag,
Nu kan I kysses efter Behag; –
Frygt ikke Lytterens Øre.
EN ANDEN DAME
i Døren
Han skrev vel, Anna?
EN TANTE
Nej!
HIS: 115
EN HERRE
til nogle Damer paa Altanen
Lægg Mærke til Herr Lind med Annas Handske.
ANDRE
ligesaa idet de springer op
Hvad! Er det sandt!
LIND
viser sig, rød og forlegen indenfor Døren
Aa hvilken Snakk!
(fjerner sig)
FRØKEN SKJÆRE
indenfor og uden at sees
Komm, Anna; still Dig foran dette Spejl!
NOGLE DAMER
raabende
De ogsaa, Lind!
FRØKEN SKJÆRE
Rygg imod Rygg! Lidt nøjere!
DAMERNE PAA ALTANEN
Komm, lad os se, hvor meget han er højere.
HIS: 116
FALK
som under det foregaaende Optrin har spadseret omkring i Haven, kommer nu frem i Forgrunden, standser og ser ind til Larmen nogenlunde har lagt sig
Der slagter de en Elskovs Poesi. –
Saa den i Døden pintes unødvendigt,
Men disse – disse der –, de slipper fri.
1.utg: 61
(knytter Haanden)
Jeg kunde fristes til –; hys, tomt er Ordet;
Kun Handling fra idag, det har jeg svoret.
LIND
kommer hastigt og forsigtigt ud af Døren
Naa Gud ske Lov, nu taler de om Smagen;
Nu kan jeg slippe –
FALK
Hej, Du er da trygg
Paa Lykken; Ønskesværmen, tætt, som Mygg,
Har surret op og ned her hele Dagen.
LIND
De mener det saa vel, den hele Flok,
Skjønt noget Mindre kunde være nok.
Den Andel, som de tar, er næsten trættende;
At slippe bort en Stund vil være lettende.
(vil gaa ud til Højre)
FALK
Hvor gaar Du?
FALK
Men skal jeg ikke hente Anna ud til Dig?
LIND
Nej – vil hun Noget, sender hun nok Bud til mig.
Vi taltes ved igaar til langt paa Natt;
Da fik jeg hende sagt omtrent det Vigtigste;
Desuden synes jeg, det er det rigtigste,
At omgaaes sparsomt med sin Lykkes Skatt.
FALK
Ja Du har Rett; man bør for dybt ei gribe
Til Dagligbrug –
Hys, lad mig komme væk.
Jeg har ej røgt tre hele Døgn i Trækk.
Jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig –
FALK
Ja Du kan trænge til lidt Vederkvægelse.
LIND
(gaar ud til Højre. Frøken Skjære og nogle andre Damer kommer fra Havestuen)
HIS: 118
FRØKEN SKJÆRE
til Falk
Det var vist ham, der gik?
FALK
Ja det var Vildtet.
NOGLE DAMER
At løbe fra os!
ANDRE
Fy, det er da Skamm!
FALK
Han er lidt sky endnu, men blir nok tamm,
Naar han en Ugestid har baaret Skiltet.
FRØKEN SKJÆRE
ser sig om
Hvor sidder han?
FALK
(bønligt)
Aa lad ham puste ud.
FALK
Aa giv ham et Kvarter, –
Saa kan De forfra jo begynde Legen.
Nu er han inde i en engelsk Præken –
FRØKEN SKJÆRE
En engelsk –?
HIS: 119
DAMERNE
Aa, De narrer os! De ler!
FALK
For ramme Alvor. Han er fast bestemt paa
Og derfor –
Gud, han har da ikke gjemt paa
Det gale Indfald?
(til Damerne)
Raab paa alle Tanterne!
Hent Anna og Fru Straamand og Fru Halm!
NOGLE DAMER
i Bevægelse
Ja Sligt maa hindres!
FRØKEN SKJÆRE
Der er de; Gudskelov!
(til Anna, der kommer fra Havestuen sammen med Præsten, hans Kone og Børn, Styver, Guldstad, Fru Halm og de øvrige Gjæster)
Ved Du hvad Lind
ANNA
Ja, jeg ved.
FRU HALM
Og Du har lovet ham –!
HIS: 120
ANNA
forlegen
At rejse med.
FALK
Men husk den indre Trang hos ham –!
FRØKEN SKJÆRE
Ja, Gud;
Den følger man, naar man er løs og ledig,
Men en Forlovet følger blot sin Brud. –
Nej, søde Anna, tænk Dig om itide;
FALK
At lide for Ideen er dog sødt!
FRØKEN SKJÆRE
Skal man for Kjærestens Ideer lide?
Til Sligt er man, ved Gud, dog ikke nødt.
(til Damerne)
Kom Allesammen!
HU: 189
(tar Anna under Armen)
Vent; nu skal Du høre; –
Lad saa ham vide, hvad han har at gjøre.
stedse holder sig i hans Nærhed. Guldstad gaar fra og til under den følgende Samtale.
1.utg: 65
HIS: 121
De gaar op mod Baggrunden og ud til Højre i ivrig Samtale med flere af Damerne; de øvrige Gjæster spreder sig i forskjellige Grupper rundt om i Haven. Falk standser Straamand, hvis Kone og Børn stedse holder sig i hans Nærhed. Guldstad gaar fra og til under den følgende Samtale.
STRAAMAND
i Embedstone
( betænkelig)
Men dersom jeg i Middags rett forstod ham,
Og Offeret, som bringes, er nok tvivlsomt –
FALK
Aa nej, Herr Pastor, døm dog ej for ilsomt.
Hans Kald er meget stort og ubestrideligt –
HIS: 122
STRAAMAND
med et følelsesfuldt Smil
Foruden den kan Ingen vidne i
Amerika, Europa eller Asien, –
Kort ingensteds. Ja, dersom han var fri,
Var løs og ledig, – naa, da gik det an;
Men Lind, som er i fuld forlovet Stand, –
For ham er slig Bestilling ikke tjenlig.
Jeg forudsætter, han har bedste Vilje –
Saa siger Skriften. Tingen var en anden,
Hvis Offeret – –
FALK
Ja, det er ikke ringe,
Det ved jeg nok.
STRAAMAND
Ja se, – det hjælper Manden!
Naar Offeret man villig er at bringe,
Og rigeligt –
FALK
Han villig er, som Faa.
STRAAMAND
Han? Hvordan skal jeg Deres Ord forstaa?
Men ikke bringe –
FRU STRAAMAND
ser ud i Baggrunden
Der er de tilbage.
HIS: 123
FALK
stirrer et Øjeblik forbauset paa ham, forstaar ham pludselig og brister ud i Latter
Hurra for Offeret, – ja det, som blir
FALK
lystig
Og «Kaldet» lydes – naar det er tilstrækkeligt –
Forstaar sig; – er man sikkret noget Klækkeligt,
(dæmpet)
Nu skal jeg tage hende med det Gode.
(til en af Smaapigerne)
(føler bag i Frakkelommen)
Nej vent et Øjeblik; – jeg har det paa mig.
HU: 191
(gaar opover og stopper sin Pibe, fulgt af Kone og Børn)
HIS: 124
FALK
Aa, Kundskabstræets Karter er saa grønne;
De frister Ingen.
(til Lind, som kommer fra Højre)
Naada, – er Du der?
LIND
Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud
Paa Værelset, – der ligger Lampen knækket,
FALK
slaar ham paa Skuldren
Forlænge har jeg siddet bag Gardiner
Og digtet skriftligt under Lampen tændt;
Nu er min døde Stuedigtning endt, –
Min Vaar er kommen og min Sjæls Forvandling,
Herefter digter jeg i Daad og Handling.
LIND
Ja digt for mig i hvad Du vil; men vent
Ej derfor, at min Svigermor er tjent
Hvad! Hun, som offrer Alt paa de Logerende,
Selv Søsterbørn og Døttre, – skulde hun
Ta’e slig en Smaating op med sure Miner!
LIND
vred
HIS: 125
Dog hun og Du om det; men Lampen var
FALK
Aa pyt, – den volder mig da ingen Skruppel;
Du har Vorherres Sommer lys og klar, –
Hvad skal saa Lampen til?
LIND
Du er mærkværdig;
Jeg tænker nok, skal jeg til Jul bli færdig,
Det gjælder, ej at sløse Tiden bort.
FALK
med store Øjne
Du tænker fremad?
LIND
Ja, det gjør jeg rigtignok;
Jeg skulde tro, Examen er En vigtig nok –
FALK
Men husk igaarkveld! Husk: Du gaar og lever,
Berust i Nuet Intet mer Du kræver –
Du har en Følelse, som om Du stod
LIND
Om Formiddagen vil jeg nyde Lykken,
Det er jeg fast bestemt paa.
FALK
Det er kjækt!
LIND
Jeg maa jo hilse paa min nye Slægt,
Saa Tiden gaar alligevel tilspilde;
Men nogen yderligere Forrykken
Af Timeplanen lønned sig nok ilde.
FALK
Og endda vilde Du i forrige Uge
Gaa i den vide Verden ud med Sang.
LIND
Ja, men jeg skjønte Turen blev for lang;
De fjorten Dage kan jeg bedre bruge.
FALK
Nej, Du blev hjemme af en anden Grund;
Du talte Noget om at Dalens Bund
For Dig har Højfjeldsluft og Fuglekvidder.
LIND
Ja vistnok, – Luften her er meget sund;
Men den kan nydes, om man ogsaa sidder
I regelmæssigt Arbejd med sin Bog.
LIND
Uf, hvor Du er stædig;
Sligt siger man, naar man er løs og ledig –
LIND
med et Anstrøg af Forlegenhed og Ærgrelse
At jeg har andre Pligter, jeg, end Du.
Jeg har min Kjæreste. Se alle andre
Forlovede, selv Folk med lang Erfaring,
Som Du forhaabentlig dog ej vil klandre, –
De paastaar Alle, dersom To skal vandre
Igjennem Livet, saa –
FALK
Spar din Forklaring.
Hvem gav Dig den?
LIND
Aa, for Exempel Styver,
Og det er dog en Mand, som ikke lyver.
Og Frøken Skjære, som er saa erfaren,
Hun siger –
FALK
Naa, men Præsten og hans Maren?
HIS: 128
LIND
Ja, det er mærkeligt med disse To;
Der hviler over dem en Sindets Ro, –
Tænk Dig, hun kan ej huske sin Forlovelse,
Har ganske glemt, hvad den Ting er, at elske.
FALK
Ja, det er Følgen af enhver Forsovelse, –
(lægger Haanden paa hans Skulder og ser ironisk paa ham)
Du, kjære Lind, – Du sov vist sødt inatt?
LIND
Til langt paa Dag; jeg gik tilsengs saa matt,
Jeg frygted næsten, jeg var bleven gal.
LIND
Men Gud ske Lov, saa vaagned jeg normal.
tilligemed hende Fru Halm og endel andre Damer.
HU: 194
Under dette Optrin har Straamand af og til vist sig spadserende i Baggrunden i ivrig Samtale med Anna; Fru Straamand og Børnene følger bagefter. Frøken Skjære viser sig nu ogsaa; tilligemed hende Fru Halm og endel andre Damer.
HIS: 129
FRØKEN SKJÆRE
endnu før Indtrædelsen
Herr Lind!
LIND
til Falk
Der er de efter mig igjen!
Komm, lad os gaa.
FRØKEN SKJÆRE
Nej bi; hvor skal De hen?
Lad os ihast faa Ende paa Uenigheden,
Som De og Deres Kjæreste er kommen i.
LIND
Er vi uenige?
FRØKEN SKJÆRE
viser mod Anna, som staar længre inde i Haven
Ja, læs selv Dommen i
Hint taarerige Blik. Det gjælder Menigheden
Der over i Amerika.
LIND
Men, Gud,
Hun var jo villig –
FRØKEN SKJÆRE
spodsk
Jo det ser saa ud!
Nej, Kjære, De vil anderledes dømme,
Naar vi faar drøftet Sagen mer i Ro.
HIS: 130
FRØKEN SKJÆRE
Aa, hvem vil tro
I vor civiliserte Tid paa Drømme?
Se, Styver drømte nu forleden Natt,
Damerne slaar Kreds om Lind og gaar samtalende med ham opover i Haven.
STRAAMAND
fortsættende til Anna, der næsten søger at undgaa ham
Af disse Grunde, kjære unge Barn,
Af disse Grunde, hentet fra Fornuften,
De indser nu, at slig en Meningsskiften
ANNA
halvt grædende
Ja, Gud, – jeg er endnu saa uerfaren – –
STRAAMAND
Og det er saa naturligt, at man har en
Men lad ej Tvivlen faa Dem i sit Garn, –
HIS: 131
FRU STRAAMAND
Ja jeg har hørt idag af Deres Moder,
At jeg var ligesaa forknytt, som De,
Da vi fik Kaldet –
Det var og fordi
Hun skulde bort fra Hovedstadens Goder; –
Men da vi havde samlet nogle Skillinger,
Og da vi havde faat de første Tvillinger,
Saa gik det over.
STRAAMAND
nikker til ham og vender sig atter til Anna
Hold De derfor Deres Ord!
At Kaldet ikke er saa ringe heller; –
Saa var det jo?
FALK
Nej, Pastor –
STRAAMAND
Jo ved Gud –!
(til Anna)
De Fugle smaa – de Fugle smaa – de Fiske – –
(vedbliver dæmpet idet han fjerner sig med Anna)
FRØKEN SKJÆRE
Naa, det er godt vi finder hende her.
(dæmpet)
Vi har ham, Falk! – Nu til Veninden der.
(nærmer sig Anna)
Hun trænger ingen verdslig Overtalelse;
Behov at Verden –
(beskeden)
Har jeg virket lidt,
Saa fik jeg Kraft – –!
TANTERNE
rørte
O Gud, hvor det er smukt!
STRAAMAND
Ja gives vel et Sind, saa døvt og lukt,
At ej det finder sligt et Optrin gribende?
Det er saa skjærpende, det er saa slibende,
Det er saa vækkende at see et ungt
Umyndigt Barn, som bringer Offret, tungt,
Men villigt dog paa Pligtens Alter.
FRØKEN SKJÆRE
Ja jeg og Tanterne, – det ved jeg da!
De, Lind, De ejer hendes Hjertes Nøgle;
Kan lukke op, hvor Nøglen ej forslaar; –
(trykker hans Haand)
Og hvis det trænges i de senere Aar,
O denne Klynge –! Kjærlighed og Venskab –!
(vender sig til Lind)
Men, unge Mand, lad Tingen faa en Endskab;
(fører Anna til ham)
Tag hen din Brud – din Brud tag hen – og kyss hende!
LIND
rækker Anna Haanden
Jeg blir hos Dig!
ANNA
paa samme Tid
Jeg følger med!
HIS: 134
ANNA
forbauset
Du blir hos mig?
LIND
ligesaa
Du følger?
ANNA
med et hjælpeløst Blik paa de Omstaaende
Men, Gud, saa skilles vi jo ligefuldt!
LIND
Ja, hvad er det?
DAMERNE
Hvad nu!
FRØKEN SKJÆRE
Og Lind svor højt at blive!
STRAAMAND
Nej, de Forvikklinger er mig for stive!
(gaar op mod Baggrunden)
TANTERNE
i Munden paa hverandre
Men Herregud, hvem kommer Striden fra?
HIS: 135
FRU HALM
til Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i Haven og nu nærmer sig
Her er Uenighed paa alle Kanter.
(taler sagte med dem)
FRU STRAAMAND
til Frøken Skjære, idet hun ser at Havebordet dækkes
Nu faar vi Thevand.
STYVER
Men dersom Sagen hænger saadan sammen,
Dens Ord er klare, det kan Ingen dølge –
FRØKEN SKJÆRE
Ja saa; men hvor blir da Forliget af?
STRAAMAND
Hun lyde maa en Lov, som kom fraoven –
HIS: 136
TANTERNE
glade
Ja det gaar an!
FRU HALM
Ja vist!
FRØKEN SKJÆRE
Saa skilles Trætten.
Svanhild og Pigerne har imidlertid dækket Thebordet nedenfor Altantrappen. Paa Fru Halms Opfordring sætter Damerne sig om Bordet. Det øvrige Selskab tager Plads dels paa Altanen og i Lysthuset, dels rundt om i Haven. Falk sidder paa Altanen. Under det Følgende drikkes The.
imidlertid dækket Thebordet nedenfor Altantrappen. Paa Fru Halms Opfordring sætter Damerne sig om Bordet. Det øvrige Selskab tager Plads dels paa Altanen og i Lysthuset, dels rundt om i Haven. Falk sidder paa Altanen. Under det Følgende drikkes The.
FRU HALM
smilende
Saa trak det lille Uvejr da forbi.
Slig Sommerregn gjør godt, naar den er over;
Da skinner Solen dobbelt smukt, og lover
En Eftermiddagsstund for Skyer fri.
FRØKEN SKJÆRE
Ja, Kjærlighedens Blomst behøver større
Og mindre Regnskyll for at holdes frisk.
HIS: 137
FRØKEN SKJÆRE
Og den maa Fisken dø i –
FALK
Ganske sandt.
FALK
Naa lad det blive da ved Blomsterlignelsen.
(standser)
FRØKEN SKJÆRE
Hvad da?
FALK
med et galant Buk
Men Lignelsen har Digterne nu brugt,
Og endda er den for de Fleste taaget;
Thi Blomstervrimmelen er stor og broget.
Sig, hvilken enkelt Blomst er Kjærligheden?
Nævn den, som har den største Lighed med den.
HIS: 138
EN UNG DAME
EN TANTE
Ja skyder Skud, naar nedtraadt den er blevet,
Som Digter Pedersen saa smukt har skrevet.
Den læger Frøkener med Ondt for Brystet.
FRU STRAAMAND
Nej den er lig en Blomst, som var saa nett, –
HIS: 139
Hvad hed den nu –? Lad se – den ligned dem som – –Nej, det er mærkeligt, hvor jeg er glemsom.
STYVER
Hvert Blomsterbilled gaar paa halte Ben.
Den ligner snarere en Blomsterpotte:
Men efterhaanden kan den rumme Otte.
STRAAMAND
i Børneflokken
Om Vaaren pære-blomster-hvid som Sne;
Lidt udpaa Aaret Blomsterne sig arter
Til fler og flere store grønne Karter;
Af Faderstammens Safter de sig nærer, –
Med Gudshjælp blir de allesammen Pærer.
FALK
Nej, Alle famler de paa gale Veje.
Hver Lignelse er skjæv; men hør nu min, –
Den kan paa hver en Vis De sno og dreje.
(rejser sig i Talerstilling)
Der gror en Plante i det fjerne Øst;
HIS: 140
FALK
Ja.
FRU STRAAMAND
Han har en Røst,
Som Straamand, naar han –
FALK
(Gjesterne rykker nærmere sammen)
Den har sit Hjem i Eventyrets Land;
Ak, der har ogsaa Kjærligheden hjemme.
Paa Urtens Dyrkning, paa dens Røgt og Fremme.
Med Kjærligheden er det ligesaa.
En Draabe Solblod maa i Aaren slaa,
Skal grønnes, gro, og frem til Blomstring vinde.
FRØKEN SKJÆRE
Men Kina er et meget gammelt Land,
Saa Theens Ælde deraf sluttes kan –
HIS: 141
FRØKEN SKJÆRE
triumferende
Og Kjærlighedens Væsen er jo ungt!
At finde Lighed her, vil falde tungt.
Nej, Kjærligheden er og meget gammel;
Den Læresættning underskriver vi jo
Der gives dem, der paastaar den er evig; –
Naa, deri er vel nogen Overdrivelse, –
Men gammel er den over al Beskrivelse.
FRØKEN SKJÆRE
Men Kjærlighed og Kjærlighed er Et;
Af The der gives baade god og slett.
EN UNG DAME
Man skildrer den berusende som Æther –
HIS: 142
GULDSTAD
Den forekommer aldrig her i Handelen.
Har og et særligt lidet «himmelsk Rige».
Der knopped sig af Spirer tusind Slige
Se, derfor naaer til os, med Grus og Stilke,
En Høst, som faaes af Træet ved at sparke det –
FALK
med et Nikk
Den fylder Markedet.
FRØKEN SKJÆRE
snærpet
Den er vist ubekjendt for Nutidsganer.
HIS: 143
Den slaar sin Mand for Panden – i Romaner,felhæren under Ægteskabets Faner.
Kort, der er Lighed, hvor De mindst det tror.
Aroma, som i Plantens Indre bor,
Igjennem Ørknen maa den, over Bakkerne, –
De stempler den, saa faar vi vidre fare,
Saa gjælder den blandt os for ægte Vare.
Men gaar ej Kjærligheden samme Vej?
Hvad Skrig, hvad Verdens Dom, hvis De, hvis jeg,
«Gud, den har tabt Moralens Krydderi!»
FALK
Ja, skal den hertillands passere frit,
Hvor ingen Havluft skade kan Materien, –
Og saa det sidste store Lighedspunkt; –
Dets Mur forfalder og dets Magt er sprængt,
Profane Hænder alt besørger Høsten.
Et Eventyr, som Ingen længer tror paa,
Men har den det, – hvor er da Kjærligheden!
(løfter Koppen ivejret)
(drikker ud; stærk Uvillie og Bevægelse i Selskabet)
STRAAMAND
I alskens Skikkelser om Thevandsbordet.
FRØKEN SKJÆRE
afbryder
Og saa Eleverne
I første Klasse, – Parret fra igaar –
STRAAMAND
Kort, her er Sommer, Vinter, Høst og Vaar;
Den Sandhed kan De tage paa med Næverne,
FALK
Nu ja?
FALK
De har nok højlig misforstaaet mig, Frøken.
Naar har jeg nægtet disse Ting var til?
Er ikke altid just Bevis paa Ild.
De skal vist aldrig høre mig benægte,
Men hvad beviser saa det Hele vel?
Blot at vi ejer Folk med Sværd ved Belte,
Men ingenlunde at vi ejer Helte.
Var det da derfor sagt der gaves Heltemod?
STRAAMAND
Det er ej altid just i Sandheds Tjeneste,
Naar unge Folks Forelskelse blir malt
Saa stærk og saa, – ja, som det var den eneste.
Paa den er ej til hver en Tid at bygge;
Staar Kjærligheden grundet paa en Klippe,
Som aldrig svigter og som ej kan glippe.
FRØKEN SKJÆRE
Da er jeg af en ganske anden Mening.
Jeg skulde tro to Hjerters fri Forening,
Som løses kan idag, men aarvis varer,
Dog Kjærlighedens Ægthed bedst forsvarer.
ANNA
med Varme
O, nej, – et Forhold, som er friskt og ungt,
Er dog paa Kjærne mere rigt og tungt.
HIS: 147
LIND
tankefuld
Hvem ved om ej det dufter af Ideen,
FALK
pludselig udbrydende i stærk og smertelig Bevægelse
Som søgte Eden bagom Gjærdeplanken!
FRU HALM
krænket, til Falk, idet hun rejser sig
Det er just intet Venskabsstykke,
At vække Tvist, hvor vi har stiftet Fred;
Frygt ej for Deres Ven og for hans Lykke –
NOGLE DAMER
Nej, den er vis!
ANDRE
Ja det vi sikkert ved.
EN TANTE
klapper Anna paa Hovedet
Og blir fornuftig saa det er en Lyst.
HIS: 148
FALK
ler højt
O Du Fornuft-Karrikatur, som dræber
Var det Fornuftighed, han vilde finde?
Var det en Kogebogsprofessorinde?
Men Nypen var dog ej hans Vaardags Brud.
FALK
O ja – jeg ved, der drives jo et Døgn-
Jeg tar ærbødig Hatten af, min Frue,
For «Balheltinden»; hun er Skjønheds Barn, –
Og Idealet spænder gyldne Garn
FRU HALM
med undertrykt Forbittrelse
Forlovet Mand er tabt for Venners Lag;
HIS: 149
Det er nok Kjærnen i den hele Sag;Jeg har i det Kapitel god Erfaring.
FRU HALM
Og gifte lykkeligt!
GULDSTAD
Hvad nu!
FRØKEN SKJÆRE
Herr Falk!
FALK
med Udbrudd
Ja Krig og Splid og Tvist!
FALK
Ja Krig jeg vil med Hænder og med Fødder,
Mod Løgnen, som I røgtet har og vandet,
Saa frækt den knejser og ser ud som Sandhed!
FRØKEN SKJÆRE
Ti stille!
FALK
Saa det er Kjærlighedens friske Kilde,
Af Sproget ud i Lykkens lyse Dage!
Som ruller gjennem Ægteparrets Aarer, –
Og traadte Skikk og Vedtægt under Fod,
Og lo ad alle Verdens kloge Daarer!
Saa det er Kjærlighedens Skjønhedsflamme,
Som holder en Forlovelse igang
I lange Aar! Ja saa! Det er den Samme,
Som frygter Farten over Havets Hvælv,
Som kræver Offer, skjønt i fagrest Smykke
Kald Tingen engang med sit rette Navn,
Og Ægtestandens Vane, som de heder!
STRAAMAND
Nej, unge Mand, slig Frækkhed er for stor!
Der er Bespottelse i hvert et Ord!
(træder Falk tætt under Øjnene)
For arvet Tro imod den nye Viden!
FALK
Jeg gaar til Kampens Højtid som til Fest.
STRAAMAND
Godt! De skal se mig trodse Kugleregnen –
(nærmere)
Et viet Par er helligt, som en Præst –
STYVER
paa Falks anden Side
Og et forlovet –
STRAAMAND
Se disse Børn; – De ser den – denne Klynge?
Hvor var det muligt at – hvor var det gjørligt – –
At stoppe Øret til, kan kun en Taabe.
(standser forvirret)
Ja det vil sige – nej, naturligvis –!
FALK
Se der leverer De jo selv Bevis;
Et af de ægte, gode, nationale.
De skjelner mellem Ægteskabets Panter,
HIS: 152
Og Elskovs ditto; – deri gjør De klogt;Der Forskjel er, som mellem raat og kogt,
Som mellem Markens Blomst og Potteplanter.
Forlængst den hørte op at være Lidenskab.
Den er en Stand af Kjærester og Ægtemænd, –
De passer Tjenesten og kan nok mægte den,
Alt, hvad Etaten mangler, er en Sangforening –
GULDSTAD
Og en Avis!
FALK
Godt! I skal faa Avisen!
For Børn og Damer, Troende og Skytter.
Jeg haaber Ingen spørger efter Prisen.
Der skal I faa at se, som paa Parade,
Der rykkes ind hvert rosenfarvet Brev,
Der trykkes blandt ulykkelige Hændelser –
Hvert Opslag, som fandt Sted i Ugens Løb;
Der averteres under Salg og Kjøb
Der annonceres Tvillingen og Trillingen, –
I Bladet mellem andre Nyhedsstoffer,
HIS: 153
Det lyde skal omtrent som saa «IgjenHar Elskovsdjævlen krævet her et Offer!»
Jo, I skal se, det gaar; thi naar det lider
Imod den Tid, da Abonnenten bider,
Da bruger jeg en Agn, som ikke dræber den –
Jo, I skal se mig kjækt til Laugets Nytte stridende,
GULDSTAD
Og Bladets Titel?
STYVER
nærmer sig
Det er dog ej dit Alvor vel? Du vil
Ej sætte slig dit gode Navn paa Spil!
FALK
Mit ramme Alvor. Tidtnok paastod man
At Ingen kan af Kjærligheden leve;
Jeg vise skal, den Paastand er ej sand;
Thi jeg skal leve af den som en Greve,
Især hvis Frøken Skjære, som jeg haaber,
Levere vil Herr Straamands «Livs-Roman»
STRAAMAND
forskrækket
Gud staa mig bi! Hvad er nu det for Plan?
Mit Livs Roman! Naar var mit Liv romantisk!
HIS: 154
FRØKEN SKJÆRE
Det har jeg aldrig sagt!
STYVER
En Misforstaaelse!
Jeg skulde gjort mig skyldig i Forgaaelse
Mod Skikk og Brug? Der lyver De gigantisk!
FALK
Nu godt.
(slaar Styver paa Skulderen)
Her staar en Ven, som ej vil svigte.
STYVER
efter et forfærdet Blik paa Præsten
Men er Du gal! Nej, maa jeg be’ om Ordet! –
Du tør beskylde mig for Vers – –
FRØKEN SKJÆRE
Nej Gud –!
FALK
Det Rygte gaar dog ud ifra Kontoret.
STYVER
i høj Vrede
Fra vort Kontor gaar aldrig Noget ud!
FALK
Ja svigt mig ogsaa Du; jeg har endda
En trofast Bror, som ikke falder fra.
Et Hjertes Saga venter jeg fra Lind,
Hvis Elskov er for fin for Havets Vind,
Sligt viser Følelsen i al dens Herlighed!
HIS: 155
FRU HALM
Herr Falk, nu er mit Taalmods Rest tilende.
Vi kan ej leve under samme Tag; –
Jeg haaber at De flytter end idag –
FALK
med et Buk, idet Fruen og Selskabet gaar ind
Det var jeg forberedt paa vilde hænde.
Imellem os er Krig paa Død og Liv;
(gaar ind med Kone og Børn)
Og skrid De fremad paa Apostlens Bane
Med Deres Kjærlighed, som De har mægtet
FRØKEN SKJÆRE
faar Ondt
Korsettet op; – komm, skynd Dig, – denne Vej.
STYVER
til Falk idet han gaar med Frøken Skjære under Armen
Jeg siger op vort Venskab!
LIND
Ogsaa jeg.
FALK
alvorlig
Du ogsaa, Lind!
HIS: 156
LIND
Farvel!
LIND
Ja det maa skee; hun ønsker det, min Kjæreste.
Han gaar ind; Svanhild er bleven staaende ved Altantrappen.
FALK
Se saa; nu har jeg Plads paa alle Kanter; –
Nu har jeg ryddet om mig!
SVANHILD
Falk, et Ord!
Den Vej, min Frøken; – der gik Deres Moer
Med alle Venner og med alle Tanter.
Ja, lad dem gaa; min Vej er ikke deres;
FALK
De gaar ej?
SVANHILD
Nej. Vil De mod Løgnen stride,
Jeg staar, som Søster, tro ved Deres Side.
FALK
De, Svanhild; De, som –
FALK
Nej De har Ret; da var det Børneværk;
Men De har vakt mig til et bedre Virke; –
Midt indi Stimlen staar den store Kirke,
Hvor Sandheds Røst skal runge ren og stærk.
Fra Højden over al den vilde Dyst, –
Nej, bære Skjønhedsmærket i sit Bryst,
Et Skimt af Sol bag Taagen at bevare,
Det er det Livsenskrav, en Mand skal klare!
FALK
Stod jeg da i Stimlen?
Og det er Kravet. Nej, den er forbi,
Endt er min Digtning indfor Stuevægg,
Min Krig skal føres midt i Døgnets Rige, –
Jeg eller Løgnen – En af os skal vige!
HIS: 158
SVANHILD
Saa gaa da signet frem fra Digt til Daad!
Jeg har Dem miskjendt; De har Hjertevarme;
Tilgiv, – og lad os skilles uden Harme –
Nej, den har Plads for To, min Fremtids Baad!
Vi skilles ikke. Svanhild, har De Mod,
Saa følges vi i Kampen Fod for Fod!
SVANHILD
Vi følges?
FALK
Se, jeg staar forladt af Alle,
Har ingen Ven, har Krig med hver Bekjendt,
Mod mig er Hadets hvasse Spydsodd vendt; –
Sig, har De Mod, med mig at staa og falde?
Min Fremtidsvej gaar gjennem Skikk og Brug,
Hvor tusind Hensyns Lænker Foden tvinger, –
Og sætter Ringen paa min Elsktes Finger!
(drager en Ring af sin Haand, og holder den ivejret)
SVANHILD
i aandeløs Spænding
Det vil De?
Ja, og vi skal vise Verden,
At Kjærligheden har en evig Magt,
Igaar jeg pegte mod Ideens Baal,
Da blev De rædd, De skalv, thi De var Kvinde;
En Sjæl, som Deres, holder hvad den lover;
Se Sluget for Dem, – Svanhild, sætt nu over!
SVANHILD
neppe hørligt
Og hvis vi faldt –?
FALK
jublende
O nej, jeg ser et Skjær
I Deres Øje, som vor Sejr forkynder!
Aften og klart Maaneskin. Rundt om paa Træerne brænder farvede Lamper. I Baggrunden Borde med Opdækkning af Vinflasker, Glasse, Kager o. s. v. Inde fra Huset, hvor alle Vinduer er oplyste, høres dæmpet Pianofortespil og Sang under de følgende Optrin. Svanhild staar ved Altanen. Falk kommer fra Højre med nogle Bøger og en Skrivemappe under Armen. Oppasseren følger efter med en Kuffert og en Vadsækk.
Pianofortespil og Sang under de følgende Optrin. Svanhild staar ved Altanen. Falk kommer fra Højre med nogle Bøger og en Skrivemappe under Armen. Oppasseren følger efter med en Kuffert og en Vadsækk.
FALK
Det er jo Resten?
FALK
Godt; det tar jeg med
Paa Ryggen naar jeg gaar. Komm saa afsted; –
Se her er Mappen.
OPPASSEREN
Der er Laas for, ser jeg.
OPPASSEREN
Godt.
FALK
Den ber jeg,
Du strax vil brænde.
FALK
Ja til Kul –
(smilende)
Med alle Vexler paa poetisk Guld.
Og Bøgerne, – dem kan Du selv beholde.
OPPASSEREN
Men naar Herr Falk kan Bøger bortforære,
Saa er han færdig da med al sin Lære?
FALK
Alt, hvad af Bøger læres, har jeg lært –
Og endda Mere.
FALK
Ja skynd Dig; Bærerne staar udfor Døren, –
Nu faar Du hjælpe dem at læsse Børen.
Oppasseren gaar ud til Venstre.
FALK
nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde
Vi har en Time, Svanhild, for os selv,
I Lys af Gud og Sommernattens Stjerner.
Se, hvor de glittrer gjennem Løvets Hvælv,
Nu har jeg brudt det sidste Trældomsbaand,
Nu har for sidste Gang mig Svøben rammet;
Og rejseklædt, jeg staar for Paaskelammet.
Skal finde der sin Gravtomt, dyb og mørk!
(kort Ophold; han ser paa hende og tar hendes Haand)
Du er saa stille, Svanhild!
SVANHILD
Og saa glad!
O lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal Du for mig; frem gaar da, som paa Rad,
Min Tankes Knopper, sprungne ud til Kvad,
FALK
Nej, sig det engang til, med Sandheds rene
Usvigelige Røst, at Du er min!
O sig det, Svanhild, sig –
SVANHILD
kaster sig om hans Hals
Ja, jeg er din!
FALK
Du Sangfugl, sendt af Gud til mig alene!
Jeg var en Hjemløs i min Moders Hus,
Jeg var en Ensom i mit eget Indre,
Gjaldt Intet der – ja stundom endnu mindre.
Se da kom Du! For første Gang paa Jord
Jeg fandt min Tanke bag en Andens Ord;
Hvad spredt jeg drømte, vidste Du at samle,
Du Ungdomskjække mellem Livets Gamle!
Halvt stødte Du mig bort med hvass Forstand,
Halvt vidste Du med Solblink mig at drage,
Som Havet drages af en løvgrodd Strand
Og Skjæret skyver Sjøerne tilbage.
Nu har Du mig udelelig og hel;
Du Løvtræ over Bølgeleg, Du Kjære,
Mit Hjertes Flugt har Flod, men aldrig Fjære!
FALK
Og takket være Gud, at han har døbt
Min Kjærlighed i Smertens Bad. Jeg vidste
Jeg saa i Dig den Skatt, jeg skulde miste.
SVANHILD
peger mod Huset
Derinde er der Fest i alle Sale,
Der lyser Lamper for de unge To,
Der lyder glade Venners Sang og Tale.
Fra Alfarvejen skulde Hvermand tro,
At der er Lykken – blandt de glade Røster.
(medlidende)
FALK
Du siger stakkels!
Har hun ikke delt
Sit Sjæleguld med ham og alle Frender,
Sat ud sin Kapital paa hundred Hænder,
Saa Ingen skylder hende Summen helt?
Hos Ingen af dem har hun Alt at kræve,
For Ingen af dem har hun helt at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
Jeg har en Eneste i Verden kun.
Tomt var mit Hjerte da med Sejersfaner,
Med tusindfoldig Sang, Du drog derind;
Lig Vaarens Vellugt fylder Du mit Sind.
Ja, jeg maa takke Gud i denne Time,
At jeg var ensom indtil Dig jeg fandt, –
At jeg var død og hørte Klokken kime,
FALK
Ja vi, de venneløse To i Verden,
Vi er de rige; vi har Lykkens Skatt,
Vi, som staar udenfor og ser paa Færden
Igjennem Ruden i den stille Natt;
Lad Lamper lyse og lad Toner klinge,
Lad dem derinde sig i Dansen svinge; –
Se opad, Svanhild, – opad i det Blaa, –
Der lyser ogsaa tusind Lamper smaa –
FALK
Det er for os de tindrer højt i Salen –
SVANHILD
Det er for os det synger gjennem Dalen!
FALK
Jeg svigted ham og gik i Verdens Garn.
Da vinked han mig hjem med milde Hænder;
Og nu, jeg kommer, nu han Lampen tænder,
Og skjænker mig sit bedste Værk i Løn.
Men staa som væbnet Vagt i Lysets Lejr.
Vi holder sammen og vort Liv skal digte
FALK
Og hun er heltud Kvinde; –
Det var ugjørligt at to Slige faldt!
SVANHILD
Saa op til Kamp mod Savnet og mod Sorgen;
(viser Falks Ring, som hun bær paa Fingeren)
I denne Stund fortæller jeg dem Alt!
HIS: 167
FALK
hurtigt
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
(Døren til Havestuen aabnes)
Din Moder kommer! Skjul Dig! Som min Brud
Skal intet Øje Dig iaften møde!
FRU HALM
Han flytter virkelig!
GULDSTAD
Det ser saa ud.
STYVER
kommer
Han flytter, Frue!
FRU HALM
Ja, Du gode Gud, –
Vi ved det nok!
STYVER
Det er en slemm Omstændighed.
Han sætter os i Bladet Allesammen;
Min Kjæreste blir trykt i flere Oplag,
Jeg foreslog Forlig, en Vaabenstilstand –
STYVER
Ja, jeg tror.
Der er Indicier, der er visse Spor,
Som viser, at da nys det store Ord
Han førte, var han i beskjænket Tilstand.
Dog taler meget stærkt imod Angjældende;
Han indfandt sig i Linds og egen Bolig,
Og viste der en Adfærd, højst urolig,
Slog sønder – –
GULDSTAD
ser et Glimt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk gaar op mod Baggrunden; Svanhild blir staaende skjult ved Lysthuset
Et Øjeblik, Fru Halm! Falk flytter ikke,
Og gjør han det, da gjør han det som Ven.
STYVER
Saa? Tror De ogsaa –?
FRU HALM
Aa, hvor vil De hen!
GULDSTAD
Ej længer, Frue, end det kan sig skikke;
Blot et Minut paa Tomandshaand –
HIS: 169
FRU HALM
Nu vel!
De gaar sammen ud i Haven; under det Følgende ser man dem fra og til i Baggrunden i ivrig Samtale.
Men vi Regjeringsfolk er fine Statsmænd;
Jeg vil arbejde for mig selv –
(ser Præsten, som kommer fra Havestuen)
Se saa!
STRAAMAND
paa Altanen
Han flytter virkelig!
(gaar ned til Styver)
Gaa ind et lidet Øjeblik i Stuen
Og hold min Kone –
STYVER
Skal jeg holde Fruen!
STRAAMAND
Med Selskab, mener jeg. Vi og de Smaa,
Vi er saa vante til at være sammen,
Og aldrig –
(idet Fruen og Børnene viser sig i Døren)
FRU STRAAMAND
Hvor er Du, Straamand?
(tar en Bog op af Lommen)
(nøder dem høfligt ind i Stuen igjen, og gaar selv med. Falk kommer frem i Haven; han og Straamand mødes; de ser en Stund paa hinanden)
HIS: 170
STYVER
gaar op paa Altanen
FALK
Nu?
STRAAMAND
Herr Falk!
FALK
Herr Pastor!
STRAAMAND
Er De mere
Medgjørlig nu, end da vi skiltes?
FALK
Nej,
Jeg gaar min ufravigelige Vej –
STRAAMAND
Selv om De træder Næstens Lykke ned?
FALK
(smilende)
Forresten tænker De nok paa Avisen
For Elskende?
STRAAMAND
Og om De sparer mig, saa ved jeg vist en
Person, som ikke slipper mig saa lett;
Og det er Deres Skyld, og det er slett.
De rørte op i gamle Sværmerier,
Med dem, ifald jeg mukker blot et Ord
Mod Kravet, som de gnaaler paa i Kor.
Regjeringsfolket har en svare Magt
I Pressen nuomstunder, er mig sagt.
FALK
indrømmende
Ja – hørte Deres Saga til Skandalerne – –
STRAAMAND
forsagt
Alligevel. Det Blad har mange Spalter;
Pas paa; der offres jeg paa Hævnens Alter.
FALK
med Lune
Paa Straffens, mener De, – og vel fortjent.
HIS: 172
Den rammer sikkert, skjønt den rammer sent, –At rømme væk fra den, er Ingen givet.
Har En forsyndet sig imod Ideen,
Saa kommer Pressen, dens aarvaagne Vagt,
STRAAMAND
Men Herregud, naar slutted jeg Kontrakt
Med den «Ide», som føres her i Munden!
Jeg er jo Ægtemand, Familjefar, –
Jeg er jo af min Dagliggjerning bunden,
Naar faar jeg Tid at leve for Ideen!
FALK
Ja, saa rejs hjem igjen jo før jo heller;
Kryb ind, før Vinter, under Tørvetaget.
Og Morgenvindens Strømning fylder Flaget.
STRAAMAND
Og, unge Mand, ifald jeg rejste hjem
Med alle Mine, ja med alle dem,
Som var igaar mit lille Kongerige, –
Har ikke Mangt idag da vendt sig om?
Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom –
(da Falk vil svare)
(træder nærmere)
HIS: 173
Nej vent, og hør paa, hvad jeg har at sige.Der var en Tid, da jeg var ung, som De,
Og ikke mindre kjækk og uforfærdet.
Jeg sled for Brød og der gik Aar forbi;
Se, sligt gjør Aanden ej, som Haanden, hærdet.
Jeg kom dernord; mit Hjem laa stilt bag Fjeldet,
FALK
kort
Det har jeg aldrig vidst.
STRAAMAND
Det vil jeg tro.
Et Hjem er der, hvor dejligt Rum for Fem er,
Skjønt der blandt Fiender vel blev trangt for To.
Et Hjem er der, hvor alle dine Tanker
Kan lege frit, som Børn paa Faders Fang,
Før Svaret lyder i beslægtet Sang.
Og Ingen mærker, at Du ældes dog,
FALK
med tvungen Spott
De blir jo varm –
STRAAMAND
Ved det, som De kun ler af!
Saa uligt har Vorherre os To skabt.
Men jeg har vundet der, hvor De har tabt.
Fra Skyen skimtet, ser ud som en Skrøne,
HIS: 174
Mangt Sandhedskorn ved Landevejens Kant;
STRAAMAND
Ja le De kun, og lad det være sandt.
Jeg har en Kyllingflok, og De har ingen!
Og jeg slaar fra mig, naar det Mine gjælder.
Jeg ved jo nok, De mener jeg er dum,
Ja muligt, at en værre Dom De fælder,
Og holder mig for gridsk paa Verdens Gods – –
Godt, ingen Strid om sligt imellem os!
(griber Falks Arm og tilføjer dæmpet, men med stigende Styrke)
Ja, jeg er gridsk og dum og sløv tillige,
Men jeg er gridsk for dem, som Gud mig gav,
Og jeg blev sløv paa Ensomhedens Hav.
Gik under bag den endeløse Dønning,
Da stak en anden op paa Havets Spejl,
Og Herrens Skjænk jeg tog med Pris og Takk.
Det var min Blomstergaard, min Børneklynge; –
Nu har De plettet dem med Spottens Gift!
At al min Lykke var en Daares Tro,
At det, jeg tog for Alvor, det var latterligt; –
Nu kræver jeg, giv mig igjen min Ro,
STRAAMAND
STRAAMAND
Jeg tror, at Troen, som De rev omkuld
Med Ord, den kan med Ord igjen De rejse;
Døm om igjen, – tal Sandhed hel og fuld,
Bevis paanyt – saa jeg kan Flaget hejse –
Han gaar mod Huset.
Herr Pastor, De maa være som en Vind!
De Unge græder –
BØRNENE
i Døren
Far!
STYVER
Og Fruen venter!
Straamand gaar ind i Huset.
STYVER
Den Dame har ej Sands for Argumenter.
(putter Bogen og Brillerne i Lommen og kommer nærmere)
Falk!
FALK
Ja!
FALK
Og hvorfor?
FALK
Nej, jeg har hørt, at det skal være farligt.
STYVER
Ja Død og Pine!
STYVER
ivrig
Det farligt er for alle Slags Kontorfolk.
Du kan vel tænke Dig, hvor det formindsker
Hver Udsigt for mig, dersom Chefen tror,
I Arbejdstiden i et sligt Kontor.
Men værst det blir, ifald det kommer ud,
At jeg har brudt Kontorets store Bud,
Og aabenbaret skjulte Ting af Vigtighed.
FALK
Saa den er strafbar, slig en Uforsigtighed?
STYVER
hemmelighedsfuld
Desuden, i et Tidspunkt, som nærværende,
Det er ej klogt at yttre sig belærende
Om Arbejdstidens Brug og dens Natur.
Se, derfor er det at jeg ber Dig: ti dog; –
Et Ord kan skille mig ved –
Der lukker Linet for Kontorets Barm;
STYVER
Ja, vidste jeg at Præsten kunde dale
Som er i Embed, som har Kone, Børn,
Hvad skal man sige da om os Kopister,
Om mig, som er i uforfremmet Stand
HIS: 179
Og har en Kjæreste, og snart skal giftes,Og passe paa at der Familje stiftes,
(hæftigere)
O, var jeg Velstandsmand,
Og slaa i Bordet til den hele Verden.
Som Plog, jeg skulde brøjte for Ideen!
FALK
Saa berg Dig, Mand!
STYVER
Hvad!
FALK
Der er Tid endnu!
STYVER
I sin Tid om Trolovelser bestemte, –
For saa vidt var ej Sagen kriminel,
FALK
Der kan Du se!
STYVER
fast
Ja men alligevel, –
I trange Tider holdt vi trofast sammen;
Og jeg er nøjsom, har alt længe sporet,
At jeg blev skabt for Hjemmet og Kontoret.
Lad Andre følge Svaneflokkens Flugt;
Liv i det Smaa kan ogsaa være smukt.
Af den kan Ingen skumme Lykkens Fløde,
FALK
Naa, var end Maalet Lykkesmørrets Kjærning,
Maa Aanden raade dog i al din Slid; –
Ja vistnok er der Skjønhed i det Smaa;
Men Kravet er at kjende og forstaa.
Ej Hver, som ynder at haandtere Sølen,
STYVER
Vi stænger ikke Stierne for Dig,
Vi følger Gaden, Du i Højden svæver.
HIS: 181
Men Dagens Krav er Arbejd, ikke Sang, –Den dør man fra, alt eftersom man lever.
Og den unødigste af alle Trætter; –
Thi Sagen taber Du for alle Retter.
Jeg ved, der er Benaadning bagom Dommen!
Jeg ved, et Liv kan leves ud af To,
Med frelst Begejstring og med reddet Tro;
Men Du forkynder Tidens usle Lære:
At Idealet er det Sekundære!
STYVER
(inde ved Pianoet spiller og synger Frøken Skjære: « Ach Du lieber Augustin». Styver standser og lytter i stille Bevægelse)
Hun kalder paa mig med den samme Sang,
Som talte, da vi mødtes første Gang.
(lægger Haanden paa Falks Arm og ser ham ind i Øjet)
Saa tidt hun den til Liv i Længsel henter,
Gaar ud ifra min Kjærestes Tangenter
Og naar vor Kjærlighed tilslutt har Endskab,
Og krøges end min Rygg iflugt med Pulten,
Saa gaar jeg glad dog Vejen til mit Hjem,
HIS: 182
Hvor det Forsvundne staar i Toner frem.Da er jeg sluppen skadesløs fra Legen!
Han gaar ind i Huset. Falk vender sig mod Lysthuset. Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. De ser en Stund i Taushed paa hinanden og kaster sig med Hæftighed i hinandens Arme.
FALK
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske Friluftsblomst paa Kirkegaarden, –
Der ser Du hvad de kalder Liv i Vaaren!
Der lugter Lig af Brudgom og af Brud;
Der lugter Lig, hvor To gaar Dig forbi
Paa Gadehjørnet, smilende med Læben,
Med Dødens Slapphed over hver en Stræben.
Sligt kalder de at leve! Himlens Magter,
At fede dem med Rettsind og med Pligt,
At gjøde dem med Tro en stakket Sommer, –
Til Brug, naar Sjæleslagtningstiden kommer!
SVANHILD
Falk, lad os rejse!
FALK
Rejse? Og hvorhen?
Er ikke Verden overalt den Samme,
Og findes ej paa Hvermands Vægg igjen
Den samme Løgn i Sandheds Glas og Ramme?
HIS: 183
Tragikomedien, Harlekinsmiraklet –Et Folk, som tror – hvad hele Folket lyver! –
Se Præsten og hans Kone, Lind og Styver,
Og endda respektable Folk igrunden!
De lyver for sig selv og for hverandre;
Men Løgnens Indhold, det tør Ingen klandre; –
Men Ingen af dem skjønner hvor han sidder,
Og Hvermand tror sig Paradisets Ridder,
Og Hvermand smiler under Ak og Uf;
Da muntrer man sin Nabo med et Puff:
Tag Hatten af Dig; se, der gaar Vorherre!
SVANHILD
efter en kort tankefuld Stillhed
Hvor underfuldt en kjærlig Haand har pegt
Paa Vejen for mig til vort Vaardagsstævne.
Det Liv, jeg har i spredte Drømme legt,
Skal jeg fra denne Stund mit Dagværk nævne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; –
(ser paa Falk med stille kjærlig Forundring)
Hvad Kraft er dog i Dig, Du stærke Træ,
Som staar alene, og som dog har Læ
For mig –?
HIS: 184
FALK
Guds Sandhed, Svanhild; – den gjør modig.
SVANHILD
ser mod Huset med et Udtryk af Skyhed
Hver Talsmand for sin halve Del af Slægten.
En spurgte: Hvor kan Ungdomselskov gro,
Naar Sjælen luder under Velstandsvægten?
Forfærdeligt – at præke denne Lære
FALK
Og hvis det nu gjaldt os?
SVANHILD
Gjaldt os? Hvad da?
Kan ydre Vilkaar gjøre til og fra?
Jeg har alt sagt Dig det; hvis Du vil stride,
Da vil jeg staa og falde ved din Side.
At lægge Hjemmet bag sig, juble, lide,
Og følge den, man elsker, frem til Gud.
FALK
favner hende
Saa komm da, Vintervejr, med Vold og Vælde!
Vi staar i Stormen; os kan Ingen fælde!
Fru Halm og Guldstad kommer ind fra Højre i Baggrunden. Falk og Svanhild blir staaende ved Lysthuset.
HIS: 185
GULDSTAD
dæmpet
Se, Frue!
FRU HALM
overrasket
Sammen!
GULDSTAD
Tvivler De endnu?
FRU HALM
Det var mærkværdigt!
FRU HALM
hen for sig
Hvem skulde tænkt at Svanhild var saa slu?
1.utg: 118
(livligt, til Guldstad)
Men, nej, jeg kan ej tro –
GULDSTAD
Vel; det skal prøves.
FRU HALM
Nu strax paa Stedet?
GULDSTAD
Ja, og eftertrykkeligt.
GULDSTAD
alvorlig
Takk, det kan behøves.
(kommer nedover)
Hvad Udfald Sagen faar, blir Barnet lykkeligt.
(gaar ind i Huset)
GULDSTAD
nærmer sig til Falk
Det er vel knapt med Tiden?
FALK
Et Kvarter,
Saa gaar jeg.
GULDSTAD
Der behøves ikke mer.
SVANHILD
vil fjerne sig
Farvel!
GULDSTAD
Nej bi!
GULDSTAD
Til De har svaret.
Imellem os maa Alting være klaret; –
FALK
overrasket
Vi Tre?
FALK
undertrykker et Smil
Til Tjeneste.
FALK
Ja.
GULDSTAD
Fast aldrig var vi enige;
De stod som Høvding for en stortænkt Sag,
Jeg var kun en af Døgnbedriftens Menige.
Og endda var det som en Streng, der bandt
Imellem os, som tusind glemte Sager
Ifra min egen Ungdoms Tankelager,
De støved op og frem for Dagen fandt.
Ja ja, – De ser paa mig; men graasprængt Haar
Har ogsaa flommet frit og brunt en Vaar,
Og Panden, som Ens Dagliggjerning dynker
Dog nok om det; jeg er Forretningsmand –
GULDSTAD
Og De er Haabets unge glade Sanger.
(træder mellem dem)
Se derfor, Falk og Svanhild, staar jeg her.
FALK
spændt
Saa tal!
FALK
Paa en faktisk.
GULDSTAD
nikker langsomt
Ja!
FALK
Og hvis man spør, hvor De tar Stoffet fra –?
GULDSTAD
ser et Øjeblik paa Svanhild og vender sig atter mod Falk
Det er et fælles Stoff vi To har fundet.
SVANHILD
Nu maa jeg gaa.
GULDSTAD
Nej bliv og hør tilende.
En anden Kvinde bad jeg ej om Sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kjende;
De ejed Alt, hvad jeg hos Kvinden skatter; –
Men længe saa jeg kun i Dem en Datter, –
Nu spør jeg – vil De være mig en Brud?
Svanhild viger sky tilbage.
FALK
griber ham ved Armen
Tal ikke mere!
FALK
Jeg – siger De!
GULDSTAD
ser fast paa ham
Det gjælder at bevare
Tre Liv for Lykken, – ej allene mit.
Forstill Dem ej; det nytter Dem kun lidt;
Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg saa
Den unge Kjærlighed i Blomst at staa;
Men denne Kjærlighed, den stærke, kjække,
Den er det, som kan hendes Lykke knække.
FALK
farer op
Det tør De sige!
GULDSTAD
rolig
Med Erfarings Rett.
Hvis nu De hende vandt –
FALK
trodsende
Hvad saa?
Ja sætt
Og Blomsten falmed under Tidens Skygge?
HIS: 190
FALK
forglemmer sig og udbryder
Ugjørligt!
GULDSTAD
ser betydningsfuldt paa ham
Hm, saa tænkte ogsaa jeg,
Da jeg var ung, som De. I gamle Dage
Jeg brandt for En; da delte sig vor Vej.
Igaar vi mødtes; – Intet er tilbage.
FALK
Igaar?
GULDSTAD
smiler alvorligt
Igaar. De kjender Præstefruen –
FALK
Hvad? Det var hende, som –
GULDSTAD
For hende sørged jeg i mange Aar,
Og i dem alle stod hun for mit Minde,
Dengang vi mødtes i den friske Vaar.
Stands lidt, og tænk jer om; – jer Leg er farlig!
Kan trodse Vane, Nød og Sorg og Ælde.
Naa, lad saa være; muligt er det sandt;
Men se nu Sagen fra en anden Kant.
Hvori den stikker, denne glade Tro,
At En blev skabt til saligt Liv i To –
Se, det kan ingen Mand paa Jord besvare.
Men Ægteskabet, det er noget Praktisk,
Og ligesaa Forlovelse, min Ven; –
Og lett det lar sig eftervise faktisk,
At En er skikket just for den og den.
Men Kjærligheden kaarer jo iblinde,
Den vælger ej en Hustru, men en Kvinde;
Og hvis nu denne Kvinde ej er skabt
FALK
spændt
Nu?
GULDSTAD
trækker paa Skuldrene
Saa er Sagen tabt.
En lykkelig Forlovelse betinges
Ej blot af Elskov, men af meget mer,
Familjelemmer, som man gjerne ser,
Af Sind, som under samme Hatt kan bringes.
Og Ægteskabet? Ja, det er et Hav
Af lutter Fordringer og lutter Krav,
Som lidet har med Elskov at bestille.
Forsagelse og Agt for Bud og Pligt, –
Og Meget, som i Frøkenens Nærværelse
HIS: 192
Ej gjøres kan til Gjenstand for Belærelse.
FALK
Og derfor –?
Lyd et Raad, saa godt, som Guld.
Brug lidt Erfaring; hør Dem om i Livet,
Hvor hvert Par Elskende tar Munden fuld,
Som hele Millionen dem var givet.
Saa gaar en Tid i Sejersrus og Tro;
Saa kommer der en Opgjørsdag; – jo, jo!
Da er det hele Bo et stort Fallithus!
Fallit er Tankens Flor i hendes Indre;
Fallit er Sejrens Mod i Mandens Sind,
Fallit, fallit er hele Boets Masse;
Og slige To gik dog i Livet ind
FALK
i stærkt Udbrudd
Det er en Løgn!
GULDSTAD
urokkelig
For nogle Timer siden
Var det dog Sandhed. Det var Deres Ord,
Og sloges med det ganske Thevandsbord.
Da lød Benægtelsen fra alle Kanter,
Vi finder Alle jo, det er lidt lejt
Se Præsten, han, som komponerte, malte,
I Elskovsdagene, med Aand og Smag; –
Hvor kan De undres paa at Manden dalte,
Da han og hun kom under fælles Tag?
Kom hele Rimeriet strax paatvers,
Der ser I – –
(betragter Svanhild)
Fryser De?
FALK
tvinger sig ind under en spøgende Tone
Og naar det aldrig ender med et Plus,
Men kun med Minus, – hvorfor vil De stikke
Den Kapital, De raader over, i
Sligt lidet fordelagtigt Lotteri?
Det lader næsten, som De har den Tro,
GULDSTAD
ser paa ham, smiler, og ryster paa Hovedet
Min kjække unge Falk, – gjem lidt paa Spotten. –
Paa to Slags Vis et Par kan sætte Bo.
Det grundes kan ved Illusjonskreditten,
Det grundes kan paa rosenrøde Kinder,
Paa klare Øjne og paa lange Haar,
Paa Trygghed for, at aldrig Sligt forsvinder,
Og at Parykkens Time aldrig slaar.
Det grundes kan paa stemningsfulde Tanker,
Paa Hjerter, der, et Livsløb gjennem, banker,
Som da det første Ja blev sagt og hørt.
Hvad kaldes slig Trafik? De Navnet kjender; –
FALK
De, Velstandsmanden, kanske Millionær,
FALK
Det ligger nær;
Thi den solide Grundvold, kan jeg tænke,
GULDSTAD
Aa nej, den er dog Noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme Strøm
Af venlig Agt, der kan sin Gjenstand hædre,
Saa fuldt, som Jublen i en Ørskedrøm.
Den er en Følelse af Pligtens Lykke,
HIS: 195
Af Omsorgs Velbehag, af Hjemmets Fred,Af Viljens Bøjning mod hinanden ned,
Den Kaarnes Fod, hvor hun i Livet skred.
Den er den Mildhedshaand, som læger Saarene,
Den Ligevægt, som rækker gjennem Aarene,
Den Arm, som støtter tro og løfter trygg. –
Det er det Indskudd, Svanhild, jeg kan byde
Til Deres Lykkes Byggning; svar mig nu.
(Svanhild gjør en stærk Anstrængelse for at tale; Guldstad løfter Haanden og hindrer hende)
FALK
Og hvoraf ved De –
GULDSTAD
At De elsker hende!
Det har jeg læst paa Deres Øjnes Bund.
(trykker hans Haand)
Nu gaar jeg ind. Lad Legen faa en Ende.
Og tør De love mig med Haand og Mund,
At være hende slig en Ven i Livet,
Slig Stav paa Vejen, slig en Trøst i Nød,
(vender sig til Svanhild)
Nu godt, saa skriv et
Da har jeg sejret, sejret i det Stille;
De vinder Lykken; det var det, jeg vilde.
(til Falk)
Og, det er sandt, – De talte før om Mynt;
Jeg staar allene, kjender ingen Kjære;
De blir som Søn for mig, og hun min Datter.
Og er saa Aaret omme, sees vi atter. –
Nu kjender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
Glem ej, at Farten nedad Livets Elv
Er ingen Leg, er ej at nyde, svælge; –
Og saa, i Herrens Navn, – saa faar I vælge!
(gaar ind i Huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden)
FALK
Du er saa bleg.
SVANHILD
Og Du saa stille.
FALK
Ja.
SVANHILD
Han var os værst.
FALK
Han vidste godt at ramme.
SVANHILD
Det var, som Alt gik under i det Samme.
(nærmere ved ham)
Hvor vi vare rige, rige i hinanden,
Da hele Verden havde os forladt,
HIS: 197
Da vore Tanker steg, som Slag mod StrandenAf Bølgebrydning i den stille Natt.
Da var der Sejersmod i vore Sjæle,
Og planted Tvivl, – og saa forgik det Hele!
FALK
med vild Heftighed
Riv det af Mindet ud! Alt, hvad han sagde,
Var sandt for Andre, men en Løgn for os!
SVANHILD
ryster stille paa Hovedet
Kan aldrig svaje mer i Livsenstrods.
FALK
med udbrydende Angst
Jo, vi To, Svanhild –!
SVANHILD
Slipp et Haab, som daarer;
De Andre, siger Du? Og tror Du ej,
At Hver og En har tænkt, som Du og jeg,
At han var den, som turde trodse Lynet, –
Hvem ingen Storm til Jorden kunde slaa,
Hvem Taagebanken fjernt i Himmelsynet
Paa Uvejrsvinger aldrig kunde naa?
De Andre delte sig mod spredte Maal;
Jeg vil din Elskov kun, og den allene.
HIS: 198
SVANHILD
Men dersom den alligevel gik under,
FALK
Nej, med min Kjærlighed det Hele faldt.
SVANHILD
Og tør Du helligt love mig for Gud,
At aldrig den, lig visnet Blomst, skal hænge,
Men dufte, som idag, og holde ud
For hele Livet?
SVANHILD
smerteligt
O, «længe», «længe»; – usle Armodsord!
«Paa evigt Liv for Kjærlighed jeg tror» –
Den Sang skal altsaa tie, og isteden
Det lyde skal: Jeg elsked Dig ifjor!
(som løftet af en stærk Indskydelse)
Nej, saa skal ej vor Lykkes Dag gaa under,
I Middagsstunden, der den glittrer bedst!
FALK
forfærdet
Hvad vil Du, Svanhild!
Vi er Børn af Vaaren;
Da Sangerfuglen tier i dit Bryst
Bag den skal aldrig noget Vinterdække
Vor Kjærlighed, den glade, sejerskjække,
Dø skal den, som den leved, ung og rig!
FALK
i dyb Smerte
Og langt fra Dig – hvad blev mig der vel Livet!
SVANHILD
Hvad blev det nær mig – uden Kjærlighed?
FALK
Et Hjem!
SVANHILD
(med Styrke)
Det ser jeg nu, det føler jeg og ved!
Jeg kunde Elskovs glade Leg Dig lære,
Men tør din Sjæl ej gjennem Alvor bære.
(nærmere og med stigende Ild)
Nu har vi jublet i en Vaardags Rus;
Nu ingen søvnig Døs paa Slappheds Puder!
Ham gaa paa Flugt i Flok med unge Guder!
Og er den kantret end, vor Fremtids Baad, –
Den kjække Svømmer rækker Paradiset!
Vor Kjærlighed skal dog, Gud være priset,
Naa sejersfrelst iland ifra Forliset!
FALK
O, jeg forstaar Dig! Men at skilles saa!
Her, midt i Vaaren, under Himlen blaa,
Den samme Dag vor unge Pagt fik Daaben!
SVANHILD
Just derfor maa vi. Efter denne Stund
Vort Jubeltog gaar nedad Bakke kun!
Den Skatt han laante os i Livsenshaven –
Da, Falk, et Svar, som sletted Naaden ud:
«Den har vi mistet undervejs til Graven!»
SVANHILD
ildfuldt
Vil Du!
FALK
Kast den! Jeg forstaar Dig!
Ja, det er kun paa denne Vej, jeg naaer Dig!
Som Grav er Vej til Livets Morgenskjær,
Naar løst fra Længsler og fra vild Begjær
Den flyer til Mindets Aandehjem befriet!
Kast Ringen, Svanhild!
HIS: 201
SVANHILD
jublende
Jeg har løst min Pligt!
Nu har jeg fyldt din Sjæl med Lys og Digt!
Flyv frit! Nu har Du Dig til Sejer svunget, –
(tar Ringen af og trykker et Kys paa den)
Dukk ned, min Drøm, – Dig offrer jeg isteden!
(gaar et Par Skridt opover, kaster Ringen ud i Fjorden og nærmer sig Falk med et forklaret Udtrykk)
Men jeg har vundet Dig for Evigheden!
FALK
stærk
Og nu til Dagens Gjerning hver for sig!
Paa Jorden krydses aldrig mer vor Vej.
Hver gaar til sit, hver strider uden Klage.
SVANHILD
Men ikke sygt.
FALK
Nej, nej, – med Sundheds Mod.
Det Minde, vi To har for Livet arvet,
Skal straale smukt fra mørke Skyer ud,
I Skjær af det Du gaar til stille Pligter –
HIS: 202
SVANHILD
Og Du gaar opad mod dit Maal som Digter!
FALK
Hver den, i Højheds som i Ringheds Stand,
Der øjner Idealet bag sit Virke.
Jeg ved, min Gjerning er for Livet adlet!
Og nu, Farvel!
SVANHILD
Farvel!
SVANHILD
Det sidste!
(river sig løs)
Nu kan jeg glad for dette Liv Dig miste!
SVANHILD
fjerner sig mod Baggrunden
Farvel!
(gaar videre)
FALK
Farvel! – Jeg raaber glad endda –
(svinger Hatten)
Guds fagre Kjærlighed paa Jord, Hurra!
HIS: 203
Døren aabnes. Falk gaar over mod Højre; de Unge blandt Gjæsterne kommer ud under Latter og Glæde.
DE UNGE PIGER
Til Dans i Haven!
EN ENKELT
Livet er at danse!
EN ANDEN
En Vaardags Blomsterdans med friske Kranse!
NOGLE
Ja, danse, danse!
ALLE
Ja, og aldrig standse!
Styver kommer med Straamand under Armen. Fru Straamand og Børnene følger efter.
STYVER
Ja Du og jeg er Venner fra idag.
STRAAMAND
Og jeg og Du vil slaa for fælles Sag.
STRAAMAND
Blir Resultatet Alles –
HIS: 204
STYVER
hurtigt
Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og Frøken Skjære, samt Resten af Gjæsterne kommer ud. Hele Familjens Øjne søger Falk og Svanhild. Almindelig Studsen, da man ser dem hver for sig.
LIND
som Intet har mærket
Jeg faar vel hilse paa min nye Svoger.
(han tilligemed flere af Gjæsterne nærmer sig Falk, men farer uvilkaarligt et Skridt tilbage ved at se paa ham, og udbryder)
To Ansigter!
FALK
med et Smil
(gaar raskt ud til Højre)
TANTERNE
En Kurv!
STRAAMAND
Men er det muligt!
FRØKEN SKJÆRE
Ja!
DAMERNE
fra Mund til Mund
En Kurv! En Kurv! En Kurv!
De samler sig i Klynge længere inde i Haven.
STYVER
som forstenet
Hvad? Har han friet?
STRAAMAND
Ja tænk Dig, Du! Han lo af os, ha, ha, –
De ser maalløse paa hinanden.
ANNA
til Lind
Naa, det var rigtig godt. Uf, han var fæl!
LIND
omfavner og kysser hende
Hurra, nu er Du min i alle Dele!
De gaar opover i Haven.
HIS: 206
GULDSTAD
ser tilbage mod Svanhild
Men det, som endnu lever, vil jeg hele.
STRAAMAND
faar Mælet igjen og omfavner Styver
Nu kan Du trøstig blive ved at være
Forlovet med din elskte Frøken Skjære!
Saa skal de ha’e det, disse kloge Spaamænd!
De gaar opover i Samtale, idet Fru Halm nærmer sig med Svanhild.
FRU HALM
dæmpet og ivrig
Og Intet binder Dig?
SVANHILD
Nej, Intet binder.
FRU HALM
Nu godt; saa kjender Du en Datters Pligt –
SVANHILD
Raad over mig.
HIS: 207
FRU HALM
Takk, Barn.
(med et Tegn mod Guldstad)
Han er et rigt
Parti, og naar der Intet er til Hinder –
SVANHILD
Jo, Et forlanger jeg ved denne Pagt:
At flytte bort –
FRU HALM
Det er jo just hans Agt.
SVANHILD
Og Frist –
FRU HALM
Hvorlænge da? Husk, Lykken kalder.
SVANHILD
smiler stille
Aa, ikke længe; blot til Løvet falder.
Et, kjære Venner, har vi lært idag:
Og Kjærligheden sejrer.
GJÆSTERNE
Ja, den sejrer!
HIS: 208
De omfavnes og kysses parvis. Udenfor tilvenstre høres Latter og Sang.
FRØKEN SKJÆRE
Hvad er nu det?
Studenterne kommer ind fra Venstre og blir staaende ved Indgangen.
EN STUDENT
til Lind
Her er vi paa Pletten!
FRU HALM
Saa det er Lind, De søger?
STUDENTEN
Forlovet!
ALLE STUDENTERNE
Gratulerer!
STUDENTEN
til Kammeraterne
Den synger jeg i Norges Ungdoms Kor!
STUDENTERNE
Du, Falk! Hurra!
FALK
Tilfjelds, i Guds Natur,
Og en, som dirrer under, dybt og længe.
(til Enkelte mellem Studenterne)
Du har Paletten? – Du Papir til Noder?
Godt; sværm da, Biflok, i det grønne Løv,
Til Kubens Dronning, til vor store Moder!
(henvendt til Selskabet, idet Studenterne gaar og Koret fra første Akt istemmes dæmpet udenfor)
Tilgiv mig Alt, det Større, som det Mindre.
( sagte)
men Alt erindre.
Min Kone har et Haab, et sødt, forjættende –
HIS: 210
(trækker ham hviskende tilside)
Nys hun betrode mig, den kjære Sjæl –
(uhørligt imellem)
ANNA
ligesaa, idet hun tar Kjærestens Arm
Min Lind blir her, lar Troen være Tro –
FALK
med et Smil ud over Mængden
Og jeg gaar opad – til en Fremtids Muligheder!
Farvel!
(dæmpet til Svanhild)
Hvor langt jeg gaar, skal dog min Gjerning naa Dig!
(svinger Huen og følger Studenterne)
HIS: 211
SVANHILD
ser en kort Stund efter ham og siger stille men stærk
Nu er jeg færdig med mit Friluftsliv;
I dette Øjeblik spilles op til Dans ved Pianoet, og Champagnen knalder i Baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine Damer under Armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer et Øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham Haanden. Fru Halm og den nærmeste Familje, som
flyver om mellem hverandre med sine Damer under Armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer et Øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham Haanden. Fru Halm og den nærmeste Familje, som 1.utg: 140
spændt har iagttaget Scenen, iler til og omringer dem HU: 249
under høj Glæde, der overdøves af Musikken og Munterheden blandt de Dansende længere inde i Haven.Men langt oppe fra Landet, og klingende igjennem Dansemusikken, lyder kraftigt og kjækt:
KOR AF FALK OG STUDENTERNE
O, saa var det dog dejligt at fare!
DE FLESTE PAA SCENEN
Hurra!
Dans og Jubel; Tæppet falder.
HIS: 212
Men jeg begik den Fejl at udgive Bogen i Norge. Baade Tid og Sted var uheldigt valgt.
Digtet vakte en Storm af Uvilje, voldsommere og mere udbredt, end de fleste Bøger skal kunne rose sig af i et Samfund, hvis overvejende Flerhed ellers betragter literære Anliggender som sig saa temmelig uvedkommende.
en Storm af Uvilje, voldsommere og mere udbredt, end de fleste Bøger skal kunne rose sig af i et Samfund, hvis overvejende Flerhed ellers betragter literære Anliggender som sig saa temmelig uvedkommende.Modtagelsen overraskede mig forøvrigt ikke. « Den sunde Realisme», som vi Normænd, ialfald for Realismens om end ikke for Sundhedens Vedkommende, med Føje tør tillægge os, bringer os ganske naturligt till i det Bestaaende at se det Berettigede, i Oppgavens Løsning at se dens Idé. Denne Betragtningsmaade skaber et inderligt Velbefindende, men just ikke saa megen Klarhed.
Den sunde Realisme», som vi Normænd, ialfald for Realismens om end ikke for Sundhedens Vedkommende, med Føje tør tillægge os, bringer os ganske naturligt till i det Bestaaende at se det Berettigede, i Oppgavens Løsning at se dens Idé. Denne Betragtningsmaade skaber et inderligt Velbefindende, men just ikke saa megen Klarhed.Da jeg nu i min Komedie efter bedste Evne svang Pidsken over Kjærlighederne og Ægteskaberne, var det i sin Orden at de Mange skreg paa Kjærlighedens og Ægteskabets Vegne. Den Tankens Tugt og Dressur, som kræves for at begribe Vildfarelsen, har Flertallet indenfor vor bogdømmende og læsende Almenhed kun
svang Pidsken over Kjærlighederne og Ægteskaberne, var det i sin Orden at de Mange skreg paa Kjærlighedens og Ægteskabets Vegne. Den Tankens Tugt og Dressur, som kræves for at begribe Vildfarelsen, har Flertallet indenfor vor bogdømmende og læsende Almenhed kun HIS: 216
ufuldstændigt gjennemgaaet. Det er imidlertid ikke min Sag at give noget Kursus. Et Forord er ingen ABC.
1.utg: [IV]
HU: 251
Till Danmark kom der i sin Tid neppe synderlig flere Exemplarer af Digtet, end dem, der tillstilledes de kjøbenhavnske Blade till Anmeldelse.For den Kritik, som dersteds blev min Bog tilldel, har jeg overhovedet al Grund till at være takknemmelig. Mangen Bemærkning derfra har været vækkende for mig, og naar jeg desuagtet, med Undtagelse af nogle sproglige Rettelser, lader denne nye Udgave udkomme i uforandret Skikkelse, saa sker det fordi jeg ved den mellemliggende Tid og Udvikling er kommen for langt bort fra Digtet till at jeg skulde kunne haabe ved Ændringer hist og her at kunne tillvejebringe nogen organisk Forbedring af det, som nu engang er og maa være Kjernen i det Hele.
Kritik, som dersteds blev min Bog tilldel, har jeg overhovedet al Grund till at være takknemmelig. Mangen Bemærkning derfra har været vækkende for mig, og naar jeg desuagtet, med Undtagelse af nogle sproglige Rettelser, lader denne nye Udgave udkomme i uforandret Skikkelse, saa sker det fordi jeg ved den mellemliggende Tid og Udvikling er kommen for langt bort fra Digtet till at jeg skulde kunne haabe ved Ændringer hist og her at kunne tillvejebringe nogen organisk Forbedring af det, som nu engang er og maa være Kjernen i det Hele.Enkelte lokale Hentydninger vil maaske være uforstaaelige for danske Læsere; men disse Hentydninger ere ikke mange og desuden uvæsenlige for Forstaaelsen af Digtets Gang og Tanke.
Rom, i Januar 1867
Henrik Ibsen
